I det fynske folks tjeneste

Regeringen vil sende millioner til fynske kommuner

Regeringen foreslår at sende millioner af kroner til de fynske kommuner. Forslaget skal rette op på en skæv udligning mellem kommunerne.

Økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille (LA) og regeringen vil forsøge at finde opbakning til forslaget i Folketingets Finansudvalg. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix/arkiv

Regeringen vil sende millioner af kroner til ni ud af ti fynske kommuner. Det fremgår af et nyt forslag, som regeringen er kommet med. Ifølge forslaget er det på Fyn kun Odense Kommune, som ikke skal have del i kompensationen for skæv udligning. 

Sammenlagt vil i alt 85 kommuner i hele landet får tildelt kompensation, fordi de står til at tabe på en ny regnemetode i udligningssystemet. 

Regeringen vil afsætte 1,4 milliarder kroner over to år til de kommuner, der står til at miste penge på grund af en ny måde at opgøre udgifter til ældre og handicappede på.

- Udligningen er med opdateringen blevet mere retvisende, slår økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille (LA) fast i en pressemeddelelse.

- Men regeringen vil gerne anerkende, at nogle kommuner med mange 65-84-årige kan have behov for en håndsrækning i en overgangsperiode. Nu får de mulighed for at tilpasse sig til de nye vilkår.

Regeringen vil nu forsøge at finde opbakning til forslaget i Folketingets Finansudvalg.

Faaborg-Midtfyn er fynsk topscorer

Topscoreren blandt de fynske kommuner er Faaborg-Midtfyn Kommune, der står til at modtage knap 12,5 millioner kroner i 2019 og det samme beløb i 2020. 

Socialdemokratiet foreslog for få uger siden at afsætte to milliarder kroner til kommuner, som rammes af udligningstab.

Fordeling af kompensation til fynske kommuner

Middelfart:  9.840.000
Assens: 9.000.000
Faaborg-Midtfyn: 12.432.000
Kerteminde: 7.260.000
Nyborg: 7.272.000
Odense: 0
Svendborg: 9.528.000
Nordfyn: 7.752.000
Langeland: 4.368.000
Ærø: 2.856.000

Partiet vil således bakke op om regerings forslag, siger finansordfører Benny Engelbrecht (S) til DR:

- Det er kun ret og rimeligt, at man laver en overgangsordning og kompenserer nogle af de kommuner, der er blevet hårdt ramt. Det vil vi naturligvis lægge stemmer til, siger han.

Regeringen prøvede i foråret at lande en aftale om en ny fordelingsnøgle for de 17 milliarder kroner, som årligt fordeles mellem landets 98 kommuner. Det lykkedes dog ikke.

Tilfredshed hos KL

I Kommunernes Landsforening (KL) er der tilfredshed med, at 85 kommuner har udsigt til en kompensation.

Men det løser ikke det grundlæggende problem, lyder det fra næstformand Martin Damm (V).

- Man løber rundt og sætter plastre på såret, men man har ikke fået såret syet sammen, siger han.

Kompensationen havner i de kommunale pengekasser i 2019 og 2020.

- Men hvad så når de to år er gået, spørger Martin Damm.

- Man er nødt til at tage fat og få lavet et ordentligt udligningssystem, siger han.

Der omfordeles årligt flere milliarder fra de rige til de fattige kommuner, så der ikke er stor forskel på kommunernes serviceniveau. For eksempel børnehaver og skoler.

Læs også Borgmester: Godt udligningsreformen faldt til jorden