Minister vil lokke læger til yderområder med introstilling

I alt 320 såkaldte introduktionsstillinger i almene praksisser landet over skal få fat i de yngre læger. Forslaget bliver godt modtaget hos formanden for lægerne i Faaborg-Midtfyn

Begejstringen har været svær at spore blandt praktiserende læger for at rykke ud i landets yderområder og åbne eller overtage en lægepraksis.

Det billede genkender Lars Kensmark, der er læge hos Lægerne i Holkegade i Faaborg og formand for de 35 praktiserende læger i Faaborg Kommune.

Han ville gerne kunne modtage flere patienter end nu, men flere ting forhindrer det:

- Vi kunne rigtig godt tænke os at have tilknytte flere patienter til en klinik som vores. Men der er nogle barrierer. Det er svært for os at få ansat en læge, der er kvalificeret, siger Lars Kensmar.

Samtidig har de ikke plads til at hjælpe flere patienter.

Introduktionsstillinger kan åbne lægers øjne

Sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) mener, at hun med 320 såkaldte introduktionsstillinger kan åbne lægers øjne for, at der kan være meget godt ved at rykke lidt væk fra de største byer.

- Det handler ikke om at lave flere stillinger, hvor det er let at få en læge, og hvor det er attraktivt.

- Derfor er vi nødt til at finde en fordeling, der særligt tilgodeser de områder, hvor der er lægedækningsudfordringer, siger hun fredag på et pressemøde.

Ellen Trane Nørby siger, at regeringen har gjort sig tanker om, hvordan pladserne skal fordeles, men dem ønsker hun på pressemødet ikke at uddybe. Det skal vendes med parterne i de kommende trepartsforhandlinger.

Introduktionsstillingerne er ikke en del af specialiseringen i almen medicin, som man skal have for at blive praktiserende læge. Derimod er de et frivilligt tilvalg, som langt de fleste læger, der videreuddanner sig, tager.

Det giver interesserede læger mulighed for at komme ud og opleve, om livet som praktiserende læge kan været noget for dem.

Selv om hele udspillet er drevet af, at lægerne selv skal have lyst til at flytte væk fra storbyerne, tror Ellen Trane Nørby på, at udspillet kan lykkes.

- Jeg tror, at lysten er til stede. Jeg oplever, at de dygtige medarbejdere, vi har i sundhedsvæsenet, alle har søgt ind, fordi de ønsker at gøre en forskel.

- Hver dag at stå med menneskers liv i hænderne, vide at de gør en forskel med plejeopgaven og se glæden i patienternes øjne, siger hun.

Forslaget får en god modtagelse hos praktiserende læge Lars Kensmark fra Faaborg:

- Jeg synes, det er en fremragende ide. Jeg er nærmest lykkelig over, at det kommer nu, siger Lars Kensmark.

Syv ud af ti praktiserende læger har lukket for, at der kan komme nye patienter til, og i 2017 havde omkring 90.000 borgere ikke en praktiserende læge.

- Jeg synes, det er en fremragende ide. Jeg er nærmest lykkelig over, at det kommer nu, siger Lars Kensmark.

PLO: Der skal mere i godteposen

Men der skal mere i godteposen, hvis regeringen vil være sikker på, at lægerne rykker roden op og flytter væk i det halve år, som introduktionsstillingerne varer.

Det vurderer formand for de Praktiserende Lægers Organisation (PLO) Christian Freitag.

- Hvis der kommer lidt mere i lønposen, deltidsmuligheder, forskningsmuligheder eller gode faciliteter, kan det være fordele, der gør, at de unge læger hellere vil bælge det i et halvt år, end et sted tættere på.

- Så kan man næsten slå to fluer med et smæk, fordi man hjælper nogle borgere, der får flere lægekræfter hos deres praktiserende læge, siger han.

Stillingerne er en mulighed for læger, der ønsker at specialisere sig inden for almen medicin, til at se, om livet som praktiserende læge er noget for dem.

I et halvt år bliver man tilknyttet en lægepraksis, modtager undervisning og tager imod patienter.

På den måde har man også vist særlig interesse for området. Og det tæller på ansøgningen til de ifølge Freitag meget eftertragtede uddannelsespladser.

Selv om de 320 introduktionstillinger kan lette presset på nogle af lægepraksisserne, løser det dog ikke problemet med lægemangel, mener PLO.

- Dybest set får vi ikke det problem løst, før vi bliver nok speciallæger, og det tager nok fem, syv, otte år endnu.

- Det her er nok noget af det bedste, man kan gøre. Især hvis man får fordelt lægerne rigtigt ved at gøre det attraktivt de steder, der mangler læger, siger Christian Freitag.

Lars Kensmark fra Faaborg håber, at der sker noget nu.

- Hvis man ikke ser meget alvorligt på den lægemangel, som tordner afsted for øjeblikket, hvis man ikke forstår, at vi lige pludselig står uden praktiserende læger rigtig mange steder, så vi vi se patienter, som ikke har det, som vi kalder en fast praktiserende læge, siger Lars Kensmark.

- Hvis man ikke ser meget alvorligt på den lægemangel, som tordner afsted for øjeblikket, hvis man ikke forstår, at vi lige pludselig står uden praktiserende læger rigtig mange steder, så vi vi se patienter, som ikke har det, som vi kalder en fast praktiserende læge, siger Lars Kensmark.

Oversigt

    Oversigt