Ministerbil hentede Bendtsens gevær

Når Bendt Bendtsen skal på jagt, bliver geværet fragtet med stil. Således blev ministerchaufføren sendt til Fyn for at hente jagtbøssen.

Det skriver B.T. søndag.

Bendt Bendtsens jagtgevær er en dyrebar og skattet genstand, og det bliver også transporteret standsmæssigt. Geværet er f.eks. blevet transporteret fra Fyn til Sjælland - som eneste passager i ministerbilen, erfarer B.T.

Det skete i 2007, da den daværende erhvervs- og økonomiminister Bendt Bendtsen (K) kom hjem til Danmark fra en udlandsrejse. Han var åbenbart med kort varsel blevet inviteret på en jagttur, der skulle finde sted på Midtsjælland. Ministeren ville direkte til jagtterrænet, men hans gevær befandt sig hjemme på slægtsgården på Fyn.

Det var der dog råd for, mente ministeren. Han sendte resolut sin ministerchauffør de 170 kilometer til Bendtsens hjem i Allesø ved Odense for at hente geværet - og tilbage til Sjælland igen.

Men det var ikke noget særtilfælde for Bendt Bendtsens ministerchauffører at være i så nær kontakt med ministerens jagtgevær. Det lå ofte i bagagerummet på ministerens BMW.

Oversigt

    Oversigt