I det fynske folks tjeneste

Ministeren vægter banderne højest

Politiet bløder, og mindre sager opklares ikke, fordi bandekriminalitet er en stor byrde, siger tillidsfolk.

Politiet bløder, og mindre sager opklares ikke, fordi bandekriminalitet er en stor byrde, siger tillidsfolk.

Når personer med relation til bande- og rockermiljøet skyder i gaderne, så bliver politiet nødt til at prioritere det.

Sådan lyder det fra justitsminister Morten Bødskov (S), som er under stigende pres for at give flere ressourcer til politiet.

Senest er enkelte af politiets egne tillidsfolk stået frem med kritik af, at politiet ikke har ressourcer til at hjælpe borgerne, fordi man prioriterer bandeindsats så højt.

Johan Kofod, der er fællestillidsmand for omkring 300 politifolk i Københavns Politis efterforskningsenhed, kritiserer over for TV2 direkte ledelsen med rigspolitichef Jens Henrik Højbjerg i spidsen for at male et skønmaleri af virkeligheden.

- Vores ledelse står jo frisk og frejdig frem og siger, at det ikke har nogen konsekvenser for borgerne, at vi bruger så mange ressourcer på forskellige task forces og på bandekrigen. Men det har den konsekvens, at vi ikke kommer ud til befolkningen.

- Det har den konsekvens, at vi fjerner os fra borgeren, at vi ikke længere er borgerens politi, siger Johan Kofod til TV2.

Men politiet er i den nuværende situation nødt til at sætte massivt ind over for banderne, mener justitsministeren:

- Når der bliver skudt i gaderne, så bliver der selvfølgelig prioriteret efter det, siger Morten Bødskov, der trods kritikken mener, at politiet gør "et fremragende stykke arbejde"

Ifølge rigspolitichef Jens Henrik Højbjerg har ordensmagtens indsats gennem de seneste måneder efterladt banderne med et forslået tandsæt.

- Vi har fået trukket tænderne ud på det her meget militante bandemiljø.

- Stort set er de fleste af nøglepersonerne kommet bag tremmer nu, og det er derfor, at justitsministeren sammen med mig kan udtrykke forsigtig optimisme i forhold til, at vi har fået stoppet det her, lyder meldingen fra rigspolitichefen.

Ved du noget? Så send os et tip