I det fynske folks tjeneste

Ministerium betalte Bendtsens limousinetur

Bendt Bendtsen lod Økonomi- og Erhvervsministerium betale privat limousinetur fra Odense til Køge.

Bendt Bendtsen fik en limosinetur betalt af sit ministerium.

Bendt Bendtsen bliver nu ramt af endnu en sag om sine dyre kørevaner.

Ifølge B.T. lod tidligere vicestatsminister Bendt Bendtsen 5. marts 2005 Økonomi- og Erhvervsministeriet betale for en privat tur i limousine fra en amtsgeneralforsamling på Hotel H.C. Andersen i Odense og til flere private arrangementer. Turen endte i Køge klokken halv fem om morgenen. Turen kostede 8800 kroner og inkluderede blandt andet fire ture over Storebæltsbroen.

Regningen er sendt til Økonomi- og Erhvervsministeriet fra Capital Limousine Service.

I foråret 2006 opdagede man under årsregnskabet i ministeriet Bendt Bendtsens limousineregning - og viderefakturerede fluks regningen på 8800 kroner til Det Konservative Folkeparti, viser B. T. s aktindsigt.

Økonomi- og Erhvervsministeriet kunne i går ikke forklare, hvorfor regningen for limousinekørslen er sendt til Det Konservative Folkeparti, når man ellers uden at sende en regning har ladet Bendt Bendtsen bruge ministerbilen til både bryllupper og jagter.

Heller ikke Bendt Bendtsen vil kommentere sagen, da han er taget til udlandet i påsken.