To ministre på besøg i Vollsmose

Indvandrerkvinderne i Danmark er alt for ofte usynlige og isolerede, selvom mange af kvinderne er både veluddannede og velformulerede. To ministre var onsdag i Vollsmose for at lytte til kvindernes egne erfaringer og forslag til en bedre integration.

-

Indvandrerkvinderne i Danmark er alt for ofte usynlige og isolerede, selvom mange af kvinderne er både veluddannede og velformulerede. To ministre var onsdag i Vollsmose for at lytte til kvindernes egne erfaringer og forslag til en bedre integration.


Ligestillingsminister Lotte Bundsgaard(S) og Indenrigsminister Karen Jespersen(S) lyttede til oplæg fra kommunale embedsmænd og repræsentanter fra indvandrerpigerne, da de onsdag formiddag besøgte Vollsmose.


Køn og integration
De to ministre rejser i øjeblikket landet rundt for at få forslag til hvordan man kan fremme integrationen af de nydanske kvinder. Blandt andet skal ministrene undersøge forholdet mellem integration og køn.


I Vollsmose holdt de to ministre møde med med Fahaya Khalid fra den somaliske Ungdomsforening og Asmaa Abdol-Hamid fra Pigernes Aktivitets Forening(P.A.F).


Egne klubber
\"Jeg syntes, at det er vigtigt, at vi får mulighed for at mødes i vores egne klubber og lave vores egne aktiviteter. Men det er ikke altid muligt her i Vollsmose, hvor lejlighederne er bygget til arbejderfamilier, \" siger Asmaa Abdol-Hamid.


Hun var meget glad for mødet med de to kvindelige ministre, og følte sig overbevist om at de vil arbejde videre med at forbedre vilkårene for indvandrekvinderne.


Og Indenrigsministeren mente også, at hun havde lært nyt af mødet.


\"Jeg har fået indblik i, hvor vigtigt det er for pigerne, at de har egne klubber og foreninger, så de i ro og mag kan dyrke egne interesser på egne præmisser, \" sagde ministeren efter mødet.


Forskellige kvinder
Men Karen Jespersen fik også øjnene op for, at indvandrerkvinderne sjældent har samme interesser.


\"Jeg oplevede, at der var stor forskel på den somaliske pige og den arabiske pige. Vi skal respektere forskellighederne, og indrette vores tilbud til kvinderne efter de forskellige etniske minoriteter\", sagde Karen Jespersen.

Oversigt

    Oversigt