Ministre truer kommunerne

Indenrigsministeren og Miljøministeren truer nu kommunerne med at gribe ind over for det lokale selvstyre, hvis ikke kommunerne anviser pladser til nye asylcentre. Brevet fra de to ministerier er en klar advarsel til blandt andet Bogense Kommune.

-

Indenrigsministeren og Miljøministeren truer nu kommunerne med at gribe ind over for det lokale selvstyre, hvis ikke kommunerne anviser pladser til nye asylcentre. Brevet fra de to ministerier er en klar advarsel til blandt andet Bogense Kommune.


I mere end et halvt år har Hotel Bogense Kyst stået tomt. Udlændingestyrelsen og Indenrigsministeriet har forgæves forsøgt at få kommunen til at ændre sin lokalplan, så der kan oprettes et asylcenter på hotellet.


Men Bogense Kommune har indtil videre blankt afvist de centrale myndigheders ønske - under henvisning til at området er udpeget til turistområde.


Senest har Naturklagenævnet givet Bogense Kommune medhold i, at kommunen har ret til at reservere arealet til turistformål.


Men nu truer indenrigsminister Karen Jespersen (S) og miljøminister Svend Auken (S) med at gribe ind over for Bogense og andre kommuner. Efter planloven kan de to ministerier udstede landsplandirektiver, der ophæver kommunernes lokalplaner.


\"Hvis mulighederne for at etablere asylcentre ikke forbedres, kan det blive nødvendigt at udnytte adgangen til at overføre plankompetence til miljø- og energiministeren i konkrete tilfælde.\" skriver de to ministre i en pressemeddelelse.


Sagen fra Bogense er langt fra enestående - over hele landet værger kommunerne sig ved at oprette nye asylcentre, og flere kommuner har endda opsagt lejeaftalerne med eksisterende asylcentre.


Samtidig mangler Udlændingestyrelsen desperat plads til asylansøgerne der kommer til Danmark. På grund af den akutte mangel har Udlændingestyrelsen netop besluttet at tage såkaldte containerbyer i brug, hvor asylansøgerne skal bo indtil deres sager om ophold i Danmark er afgjort.


Men nu bliver der altså lagt yderligere pres på kommunerne.


\"Det er uholdbart, at kommunerne i stigende grad stiller sig modvillige overfor asylcentre i deres nærområde. Allerede nu lever alt for mange mennesker i vores asylcentre under uhensigtsmæssige forhold, fordi de må stuves sammen i små rum og på for lidt plads. Det kan vi ikke være bekendt\",  står der i pressemeddelelsen.


 

Oversigt

    Oversigt