I det fynske folks tjeneste

Mislykket rambuktyveri i Ullerslev

Dankortautomat i Ullerslev blev trukket tre meter ud på fortovet, da røvere ville stjæle pengebeholdningen.

Rambuktyve forsøgte natten til torsdag at slippe af sted med en pengeboks i Danske Bank-filialen i Ullerslev-Centret i Ullerslev ved Nyborg.

- Man har bakket kraftigt ind i dankortautomaten uden for banken med et ukendt køretøj for at løsne den. Så har man haft en kæde eller andet rundt om automaten og trukket den tre meter ud på fortovet, siger vagtchef Jesper Fält fra Fyns Politi.

Selvom det lykkedes for gerningsmændene at få revet pengebeholdningen løs fra bankens facade, slap de ikke af sted med byttet.

- Der holder en trailer ved siden af, som sandsynligvis skulle bruges til at køre den her boks væk, men de har tilsyneladende opgivet deres foretagende, siger vagtchefen, som endnu ikke har noget bud på, hvorfor det blev ved forsøget.

Rambuktyvene stak af fra gerningsstedet i et lyst køretøj, men inden da havde de sørget for at få et forspring til politiet, hvis ordensmagten skulle sætte efter dem.

- Da vi kommer frem ligger der flere hundrede partisansøm på kørebanen, som de har smidt for at genere politiet.

- Og det gjorde de også, for vi punkterede med den første vogn, der kom frem. Men der var de allerede over alle bjerge, fortæller Jesper Fält.

Ingen vidner har tilsyneladende set det mislykkede rambuktyveri.

Ved du noget? Så send os et tip