I det fynske folks tjeneste

Mislykket sprængning af bankboks

20. april gik det ud over Sparekassen Faaborg i Ryslinge - i nat mislykkedes bokssprængningen i Kværndrup. Arkivfoto

Pengeskabstyve måtte angiveligt opgive deres kriminelle foretagende i Kværndrup natten til mandag. I hvert fald fandt politiet kun en bil med slanger tapet fast i hæveautomaten i en bank i Kværndrup. Tyvene var væk - og boksen sad stadig, hvor den burde.

- Vi må formode, at tyvene er blevet overrasket undervejs og er stukket af, siger Lars Thede, der er vagtchef ved Fyns Politi.

Klokken 3.28 natten til mandag fik politiet en anmeldelse fra en forbipasserende lastbilchauffør. Han havde set noget mistænkeligt ved Andelskassen på Svendborgvej i Kværndrup.

Da politiet kommer frem, kan betjentene se en sølvmetallic Audi 80 med slanger fra nogle flasker på bagsædet hen til hæveautomaten.

- Vi har sikret spor, som vi måske kan bruge til senere at identificere gerningsmændene til forsøget på pengeskabstyvere, siger Lars Thede.

Audien er stjålet i perioden 29-30. april i Vissenbjerg.

Hvis nogen har bemærket noget om bilens færden siden eller set personer i nærheden af bilen og banken natten til mandag, vil Fyns Politi gerne høre fra dem. Ring på telefon 114.

Det er det tredje forsøg på bokssprængning på Midt- og Sydfyn inden for kort tid. Også banker i Stenstrup og Ryslinge har haft ubudne gæster for nylig.

Ved du noget? Så send os et tip