I det fynske folks tjeneste

Mistænkt løsladt i sag om skud i Vollsmose

Fyns Politi har fredag eftermiddag løsladt den mand, der var mistænkt for at have affyret flere skud mod to unge mænd i Vollsmose i tirsdags.

Fyns Politi har fredag eftermiddag løsladt den mand, der var mistænkt for at have affyret flere skud mod to unge mænd i Vollsmose i tirsdags.

- Vores efterforskning har ikke givet grundlag for, at vi kan fremstille ham i grundlovsforhør, siger Jack Liedicke fra Fyns Politi.

Den mistænkte er en 28-årig mand. I onsdags besluttede en dommer at opretholde anholdelsen af ham i tre døgn, men i den periode har efterforskerne ikke kunnet fremskaffe materiale, der underbygger mistanken. Derfor er han nu sat på fri fod.

Målet for skuddene kort før midnat tirsdag på Vollsmose Allé ud for indkørslen til Engparken var en Toyota Carina med to mænd på 19 og 21 år. Ingen af dem blev dog ramt af skuddene.

Politiet mener, at der var tale om et internt opgør mellem to grupperinger.

/ritzau/