I det fynske folks tjeneste

Mistanke om Farumsag på Nyborgskolen

Håndværkere i Nyborg området mener, at de er blevet frataget arbejdsopgaver for døveskolen Nyborgskolen, fordi de har sagt nej til at være sponsorer på en ny minibus til skolen. Fyns Amt vil nu undersøge, om der er tale om en såkaldt Farum-sag.

-

Håndværkere i Nyborg området mener, at de er blevet frataget arbejdsopgaver for døveskolen Nyborgskolen, fordi de har sagt nej til at være sponsorer på en ny minibus til skolen. Fyns Amt vil nu undersøge, om der er tale om en såkaldt Farum-sag.

Torsdag og fredag har Fyens Stiftstidende fortalt om en vinduespudser og en elektriker, der begge har mistet arbejde på skolen, efter at de takkede nej til en telefonsælger, der ville have dem til at sponsorere en ny minibus til skolen med 3300 kroner om året de næste fem år.

Fyret efter 30 år
Firmaet Vilfreds Vinduespolering har i 30 år pudset vinduer på Nyborgskolen, men få dage efter, at en af virksomhedens indehavere Henrik Heider Nielsen havde sagt nej til at sponsorere bussen blev han ringet op af Nyborgskolens pedel, der fortalte, at et andet firma nu ville overtage opgaven, fordi Vilfreds Vinduespolering ikke ville sponsorere bussen.

\" Vi var målløse. Vi har pudset vinduer på Nyborgskolen i en menneskealder, og så bliver vi pludselig fyret uden anden begrundelse, end at vi ikke vil sponsorere en bus\", sagde Henrik Heider Nielsen til Fyens Stiftstidende.

Indehaveren af Nyborg El, Michael Johansen, har haft en lignende oplevelse.

Amtet undersøger
Nyborgskolen drives af Fyns Amt, og her vil direktør for undervisningsområdet Keld Brondbjerg nu kræve en redegørelse fra skolen.

\" Det vil være ulovligt, hvis nogen har fået en fordel ud af det, men jeg afventer skolens redegørelse og kan ikke sige, om det har været tilfældet. Den eneste fordel af et sponsorat er et reklameskilt på en bus og ikke andet\", siger Keld Brondbjerg til Ritzaus Bureau.

Forstander afviser
Torsdag afviste Nyborgskolens forstander, Henrik Vestergaard, at skiftet af vinduespudser hang sammen med sponseringen af minibussen.

\"Sådan hænger tingene altså ikke sammen. Vi har fået et bedre tilbud, og så skal vi naturligvis tage imod det tilbud\", sagde Henrik Vestergaard til Fyens Stiftstidende.

Siden har forstanderen ikke ønsket at kommentere sagen.