I det fynske folks tjeneste

Mistanke om miltbrand på Fyn

Der er blevet sendt flere mistænkelige breve med hvidt pulver rundt på Fyn tirsdag. Tre breve i Svendborg, et i Assens og tre i Odense. Der er mistanke om, at brevene indeholder miltbrandbakterier.

-

Der er blevet sendt flere mistænkelige breve med hvidt pulver rundt på Fyn tirsdag. Tre breve i Svendborg, et i Assens og tre i Odense. Der er mistanke om, at brevene indeholder miltbrandbakterier.


Brevet i Assens er allerede blevet eskorteret til Seruminstituttet af færdselspolitiet. De øvrige breve ligger fortsat i plastikposer på politistationerne, men skal også undersøges nærmere.


Kuvert afsendt 11. september


Indehaver af en shipping-virksomhed i Langesø, Jens Dalsbo, modtog en mistænkelig kuvert med posten tirsdag morgen. Kuverten var sendt fra en ukendt adresse i Italien - og afsendt samme dato som angrebet på New York - nemlig d. 11.

\"Jeg blev straks mistroisk, da jeg i radioen havde hørt, at der florerer breve med hvidt pulver. Og så var der intet logo på brevet, så jeg ringede straks til politiet, der sagde, at jeg ikke måtte åbne det. Det nåede jeg heldigvis ikke - det er jeg da glad for nu,\" siger Jens Dalsbo.

Pulver i postkasse

Udover brevene blev der mandag aften fundet noget hvidt pulver i og omkring en postkasse i Farstrup. Politiet afskærmede straks postkassen og de to postmedarbejdere, der havde været i kontakt med den, er blevet podet for miltbrand. De bliver nu testet på Seruminstituttet, og der skulle være svar i overmorgen.

\"De pågældende postmedarbejdere tager situationen helt roligt og er klar over, at risikoen for, at det skulle være noget pulver med miltbrandbakterier, de har været i kontakt med, er forsvindende lille,\" siger Adm. embedslæge, Kirsten Kronborg.

Hun kan oplyse, at hvis man modtager mistænkelige breve eller pakker, skal man lægge dem forsigtigt fra sig, forlade lokalet, vaske hænder og ringe til 112.