I det fynske folks tjeneste

Mistanke om stenkast: Smadret soltag var formentlig et hændeligt uheld

Sag om muligt stenkast efterforskes sammen med andre fynske sager om stenkast mod biler.

Det var da bilisten kørte under denne bro på Fynske Motorvej, at hans soltag blev knust. Foto: Ole Holbech

Noget tyder på, at det var et hændeligt uheld, da en bilist fra Langeskov 15. november fik knust soltaget på sin bil, da han kom kørende på Fynske Motorvej.

Fyns Politis efterforskning kan ikke entydigt sige noget om, at der med forsæt skulle være kastet en sten mod bilen.

Læs også Nyt muligt stenkast på Fynske Motorvej: Bil fik smadret soltaget

- Noget kan tyde på, at det er en sten som er slynget op fra et andet køretøj på motorvejen, siger vicepolitiinspektør Per Lydiksen Laursen fra Almen Efterforskning hos Fyns Politi til TV 2/Fyn.

Han forklarer samtidig, at bilen har været på værksted, hvor det blev vurderet, at det var et stenslag.

- På værkstedet sagde man, at man har set noget lignende før. Men vi kan ikke med sikkerhed sige, om det er det ene eller det andet, pointerer Per Lydiksen Laursen.

Selvom alt således tyder på et hændeligt stenslag lukkes sagen dog ikke. Den lægges sammen med de andre sager om stenkast på de fynske veje, oplyser Per Lydiksen Laursen.