Mistanken retter sig mod AK 81

Fyns Politi efterforsker på livet løs efter nattens skudepisode mod en indvandrerklub i Odense. Mistanken retter sig mod HA-støtteklubben AK 81, men ellers ønsker politiet ikke at løfte sløret for efterforskningen.

De 10-15 skud, der sent tirsdag aften blev rettet mod en indvandrerklub i Skibhuskvarteret i Odense, er formentlig en voldsom optrapning i det verserende bandeopgør mellem indvandrergrupper og rockergrupper.

- Skuddene kan jo være affyret af hvem som helst, men vores efterforskning retter sig mod husets beboere og rockergruppen AK 81, siger Kirsten Fischer, der er afdelingschef for politiets afdeling for Organiseret Kriminalitet.

Tekniske undersøgelser

Politiets teknikkere undersøgte onsdag gerningsstedet, men endnu har politiet ikke foretaget anholdelser. Og politiet er på nuværende tidspunkt ikke meget for at fortælle om den videre efterforskning i sagen.

- Jeg vil ikke fortælle om resultaterne af vores undersøgelser og om afhøringer. Indtil videre holder vi efterforskningen for os selv, lyder det fra Kirsten Fischer.

I følge naboer til ejendommen blev klubben anvendt som hash-klub, hvor der også foregik salg.

Siden foråret har der været flere episoder på Fyn som menes at have relation til den landsdækkende fighte mellem forskellige kriminelle bander. Skudepisoden er dog den hidtil mest alvorlige hændelse på Fyn.

Oversigt

    Oversigt