Mistankte om fyrværkeri i storbrand bestyrket

Meget tyder på, at det var fyrværkeri, som flere øjenvidner så under den voldsomme brand i Svendborg Storcenter onsdag aften. Det viser en privat video-optagelse, som TV 2/FYN er kommet i besiddelse af.

Ifølge øjenvidner kom der fyrværkeri op i forbindelse med branden i T. Hansens bygning.

Svendborgs beredskabschef Knud-Otto Westergaard, blev også kontaktet af flere øjenvidner, der har observeret fyrværkeri under branden. En forhåndværende brandmand var et af vidnerne.

T. Hansens marketingschef Frank Neumann afviste torsdag, at der har været opbevaret fyrværkeri bygningen. Det ville i givet fald også have været ulovligt, da butikken ikke havde nogen tilladelse.

Professionel fyrværker Mogens Jørgensen fra Odense Festfyrværkeri har set optagelserne, og han er ikke i tvivl om, at det er fyrværkeri, som skyder ud af det brændende Svendborg Storcenter.

Fyrværker Mogens Jørgensen vurderer, at fyrværkeriet man kan se på optagelserne, svarer til et mindre nytårsbatteri.

Direktør Bent Jensen, T. Hansen Gruppen A/S har i dag set video-optagelserne, men afviser fortsat, at der var fyrværkeri i bygningen.

Efterforskningsleder vicepolitikommissær Carsten Mogensen fra politiets særlige afdeling for personfarlig kriminalitet hos Fyns Politi er i dag gået i gang med de tekniske undersøgelser.

Optagelserne, som TV 2/FYN er kommet i besiddelse af, er optaget af en nabo til Svendborg Storcenter.

Oversigt

    Oversigt