Miti og Tembo forlader OB

Mwape Miti og Andrew Tembo, er færdige i OB. Miti har efter en skadespause besluttet at indstille karriereren og Tembo får ikke forlænget sin kontrakt i OB. Klubben og publikum tager afsked med de to spillere i søndagens hjemmekamp mod FCK.

Den 33-årige Mwape Miti har på grund af en kronisk knæskade været uden for banen hele forårssæsonen. Og nu har zambieren, der kom til OB i 1997, opgivet at vende tilbage til banen.

- Jeg har nydt hele perioden. Der har ikke været nogle problemer overhovedet mellem klubben og jeg. Det har været en fantastisk tid og det eneste ærgerlige er måden det slutter. Det skulle ikke have endt sådan, for jeg har nydt hele min tid i klubben. Jeg har ikke afgjort, hvad der nu skal ske - det er for tidligt at sige noget om, siger Mwape Miti til OBs hjemmeside..

Leder efter ny klub

Heller ikke Andrew Tembo forlader de stribede frivilligt. Hans kontrakt udløber 30. juni, og OB har ikke ønsket at lave en ny aftale med den 34-årige Tembo.

- Det har været fantastisk. Både klubben og fansene har været super og vi vil helt sikkert besøge Odense på et tidspunkt. Jeg vil stadig gerne spille fodbold, så jeg prøver sammen med OB at finde en ny klub, siger Andrew Tembo.

Hentet af Roald Poulsen

De to afrikanere blev hentet til OB sammen på anbefaling af Roald Poulsen, der kendte dem fra sin tid som landstræner for Zambia. Afrikanerne var helt ukendte i dansk fodbold, da de kom til.

- Miti og Tembo har gennem mange år været respekteret i OB på og udenfor banen. De er særdeles vellidt i hele klubben blandt både ledere, trænere og holdkammerater. Derfor er det vemodigt at sige farvel til vores to zambiere, der altid har været loyale for klubben og ydet en 100 procents indsats. Vi vil gerne takke Miti og Tembo for nogle fantastiske år i klubben og ønske dem held og lykke fremover, siger Kim Brink.

Arrangement til efteråret

Derfor får de to zambiere lejlighed til at sige farvel til publikum på søndag, når OB møder FCK i forårssæsonens sidste hjemmekamp. Samtidig vil OB tage afsked med Nicolai Stokholm, der skal spille for den norske klub Viking Stavanger.

Udover cermonien på Odense Stadion på søndag arbejder klubben også på at lave et farvel-arrangement på et senere tidspunkt.

- Vi har længe håbet på at Miti blev klar, men da dette ikke er tilfældet vil vi tage rigtigt afsked med både Miti og Tembo. Vi prøver at lave et arrangement i sensommeren eller i efteråret, hvor vi kan takke dem for deres indsats gennem mange år, siger Kim Brink

Oversigt

    Oversigt