Mobilen giver autister orden i hverdagen

En app på mobiltelefoner har gjort det lettere for beboerne på specialinstitutionen Tornhuset i Odense at overskue dagligdagens gøremål og selv at få dem gjort.

Tornhuset, der er en specialinstitution for borgere over 18 år med en Autisme Spektrum Forstyrrelse og andre udviklingsforstyrrelser, har testet en app på beboernes mobiltelefoner med succes.

De er blevet mere selvstændige og har ikke længere brug for personalets hjælp til at for eksempel at overstå morgenrutiner som at komme op, tage bad og børste tænder.

De har nemlig fået installeret app'en ShowMyDay, som hjælper dem med at overskue hverdagens gøremål og selv at føre dem ud i livet.

Samtidig har det lettet personalets daglige arbejde.

Rehabiliteringsleder på Tornhuset, Anne-Mette Sørensen kalder ShowMyDay brugbar og værdigivende for både borgere og personale.

quote Borgerne har opnået større selvhjulpenhed i forskellige dagligdagsaktiviteter og i nogle tilfælde har<br />systemet været medvirkende til at minimere konflikter.

Anne-Mette Sørensen, rehabiliteringsleder, Tornhuset.

- Borgerne har opnået større selvhjulpenhed i forskellige dagligdagsaktiviteter og i nogle tilfælde har
systemet været medvirkende til at minimere konflikter i svært håndterbare situationer for borgerne, siger hun.

Skal spredes til andre områder
ShowMyDay er også blevet afprøvet i forskellige uddannelsesforløb med gode resultater, og nu vil kommunen udbrede brugen af app'en til andre områder.

Ældre- og handicaprådmand Brian Skov Nielsen (EL) ser det som et eksempel på, hvordan velfærdsteknologi kan være til gavn på handicapområdet:

- Der er ingen tvivl om at velfærdsteknologi er en stor del af fremtiden på handicapområdet. Det
gælder særligt de borgerrettede teknologier, som kan være med til at gøre borgeren selvhjulpen
og skabe et godt og meningsfuldt liv for den enkelte, siger han.

Opfinderen kender institutionsverdenen
Bag app'en ShowMyDay står Betina Carstens. Hun har selv en baggrund som pædagog på specialinstitutioner gennem mere end 13 år.

Derfor lægger hun vægt på, at teknologien ikke må stå alene, men at en skal tænkes ind i den faglige indsats, institutionspersonale udfører hver dag, så det handler om at få både borgernes og fagpersonalets hverdag til at fungere. 

Læs mere om ShowMyDay

Oversigt

    Oversigt