Rullende laboratorium var klasselokale for en dag: - Det er sjovere end at være i normal skole

LIFE Fonden parkerede onsdag formiddag deres mobile laboratorium ved Rasmus Rask Skolen. Inde i laboratoriet skulle eleverne i 6.B blandt andet på enzymjagt.

På Rasmus Rask Skolens parkeringsplads stod LIFE Fondens 65m2 mobile og højteknologiske lastbilslaboratorium parkeret i et par timer onsdag formiddag. Inde i laboratoriet var der på arbejdsstationerne lagt bægerglas, pipetter og termometre frem til eleverne i 6.B, der så småt indtog lastbilen.

- Mit er næsten 30 grader.

- Det er mit også, lyder det fra nogle af de andre elever i bussen.

Rundt i laboratoriet går flere elever rundt med en lille dunk i hånden med hvid, tyk væske, der bliver rystet vildt og voldsomt. 

Selvom laboratoriet er forsynet med stole til de mange fremmødte, og eleverne godt ved, hvordan de skal betjene sådan en, er alle de firbenede ubesatte. Der er ikke tid til at sidde ned i dag. Bussen er forbi i tre timer, og første tema på skemaet er enzymer.

Eleverne i 6.B. skulle se nærmere på enzymer og deres virkning.
Eleverne i 6.B. skulle se nærmere på enzymer og deres virkning.
Foto: Mikkel Svendsen

- Vi skal prøve at gøre stoffet hvidt igen med vaskepulver med og uden enzymer, forklarer Markus Johansen, der er elev i 6.B og synes, det er fedt at lege kemiker.

- Det er sjovere end at være i normal skole, fordi vi laver forsøg, fortæller han, inden han ryster videre med den hvide væske i dunken.

Enzymjagt og kræftens gåde

LIFE Fonden udbyder gratis undervisningsforløb til daginstitutioner, skoler og ungdomsuddannelser, så de kan blive klogere på alt fra mikroorganismer og bæredygtig produktion til sygdomme som kræft ved hjælp af et tilsendt kit, øvelser og videoer.

LIFE’s formål er at skabe motivation og fascination for naturvidenskab med deres undervisningsforløb og rullende laboratorium.

- Vi håber, at vi på længere sigt kan mærke, at interessen for naturvidenskab stiger, fortæller Immanuel Grønne Kühl, der er underviser hos LIFE og dagens udsendte naturreporter på Rasmus Rask Skolen.

Nogle af LIFE's undervisningsforløb har fået en overbygning, hvor eleverne afslutter forløbet med en tur i laboratoriet. I et lille år har underviserne i LIFE kørt rundt med deres mobile laboratorium, og denne mulighed er eleverne i 6.B svært tilfredse med.

- Det er fedt, fordi vi laver andet end bare at sidde og skrive, fortæller Markus Johansen.

- Det er fedt og en sjov måde at lære på, fordi man sidder ikke bare på sin stol og keder sig, fortæller Julie Steensbjerre Christensen, der også er elev i 6.B. 

Når eleverne er færdige med at udforske enzymer, er næste og sidste tema på skemaet svampe og svampenes struktur. Og her skal der et nyt remedie på bordet: Et mikroskop. 

6.B. på Rasmus Rask Skolen i Odense brugte onsdag formiddag i LIFE Fondens rullende laboratorium, hvor de blandt andet var på enzymjagt.
6.B. på Rasmus Rask Skolen i Odense brugte onsdag formiddag i LIFE Fondens rullende laboratorium, hvor de blandt andet var på enzymjagt.
Foto: Mikkel Svendsen

Oversigt

    Oversigt