Børnenes Danmark: Venner på tværs af årgange bekæmper mobning

En rundspørge, som TV 2/FYN har lavet blandt 400 børn på 6. klassetrin viser, at langt størstedelen af dem har det 'meget godt' eller 'temmelig godt' i frikvartererne. 

Børnene på de fynske skoler har det godt. Hvis de selv skal sige det. 

I en rundspørge har TV 2/Fyn spurgt knap 400 fynske børn på 6. klassetrin, hvordan de har det i frikvartererne. Til det svarer næsten alle, at de har det 'meget godt' eller 'temmelig godt'. 

Samtidig viser rundspørgen, at en stor del af eleverne ikke oplever, at der er mobning på deres skole.

302 ud af 383 elever er aldrig blevet mobbet, siger de.

60 børn har oplevet mobning 'en sjælden gang', svarer de i rundspørgen.

Venskabsklasser skal forebygge mobning

Netop mobning har flere fynske skoler arbejdet med at komme til livs. En af dem er Næsby Skole. Her arbejder man blandt andet med såkaldte venskabsklasser, som skal være med til at gøre børnene trygge i hinandens selskab. 

Små og store klasser bliver sat sammen om faglige og sociale arrangementer, for eksempel når skolen skal i kirke til jul, på dyrskue eller i emneuger og på temadage. 

- Det skaber tryghed at kende andre end dem på ens egen årgang eller afdeling. De mødes på tværs og opdager, at de kan lære noget sammen, lære af hinanden og have det rart sammen. Det betyder noget, når de møder hinanden på almindelige hverdage, fortæller skoleleder Berith Bonnesen.

Børnene er positive over for venneordningen, som ifølge skolelederen også bidrager til noget godt rent socialt.

- Man har ansvar for hinanden, og der opstår tættere relationer og en tryghed. Der kan også opstå noget fagligt. Børnene kan være sammen og lære på en differentieret måde, formidle til hinanden og lære fra sig, siger Berith Bonnesen.

Udover venskabsklasserne har skolen fornylig udarbejdet en ny mobbepolitik, som skolens elevråd har gennemgået og knyttet kommentarer til. 

TV 2/Fyn Event: Fyn Uden Mobning

Onsdag aften inviterer TV 2/Fyn i samarbejde med Red Barnet og Sct. Hans Skole i Odense alle fynboer med til en aften, der handler om at forebygge mobning.

Du kan deltage og være med til antimobbeleg, debat og workshop. Formålet er at gøre fynboerne klogere på mobning, og sammen skal deltagerne komme med idéer til, hvordan vi skaber en bedre trivsel for de fynske skolebørn uden mobning.

TV 2/Fyn vil indsamle alle deltagernes idéer til at undgå mobning og gøre dem tilgængelige efter eventet.

Du kan tilmelde dig arrangementet her. Det er naturligvis gratis at deltage i arrangementet, men spis hjemmefra.

Til eventet kan du møde et særligt børnepanel, som består af ni børn fra 6. klasser på hele Fyn.

Azra, Mathilde, Malthe, Ludvig, Smilla, Nikolaj, Rose, Liva og Frederik har alle forskellige erfaringer med mobning, og de vil både dele deres erfaringer og gode idéer til 'Børnenes Danmark - Fyn Uden Mobning'.

BØRNENES DANMARK - FYN UDEN MOBNING

- Når man har en god ven, kan man fortælle hemmeligheder, som man ikke kan fortælle til andre.
Fotograf: Pernille Gram

I uge 41 vil TV 2/Fyn fortælle, hvordan det er at være barn i Danmark fra børnenes eget perspektiv. Børnenes Danmark er en kampagne som TV 2/Fyn dækker hele uge 41 sammen med TV 2 og de andre TV 2-regioner

Oversigt

    Oversigt