Mød din kæreste på biblioteket

Læseheste og singler har ekstra god grund til at tage på Odense Centralbibliotek i begyndelsen af næste måned. Her gentager biblioteket sit forsøg med speed-dating.

Ideen er, at du tager din yndlingsbog med, og så får du seks minutter til at møde en person af det modsatte køn. Og efter de seks minutter går du videre til den næste. Speed Lit kaldes konceptet i den her verden, skriver DR Fyn.

Bogen du har med, fortæller noget om, hvem du er. Det kan være en tankevækkende roman, portrætbogen der fascinerer dig, kogebogen du ikke kan leve uden, klassikeren du læste for 10 år siden, krimien du lige har slugt, eller de smukkeste digte du nogensinde har læst.

Speed Lit afholdes på Odense Centralbibliotek og i DR Byen torsdag d. 11. februar fra kl. 18.45 og resten af aftenen til cirka kl 22.

Oversigt

    Oversigt