I det fynske folks tjeneste

Modstand mod skolebesparelser indtog Fjordens Dag

Forældre og elever fra mindre skoler på Nordfyn brugte Fjordens Dag til at markere deres utilfredshed med den politiske uro, der er omkring skolerne.

00:28

Video: Anders Høegh

De har taget trøjer med slogans med til at dele ud - særligt til politikerne, fortæller Gry Malling Loehr ved sin bod fuld af gule t-shirts. 

- Vi har en mission om at hjælpe politikerne med at træffe den rigtige beslutning i de her budgetforhandlinger. Vi vil nemlig gerne hjælpe dem med at passe på de små skoler og små institutioner, som jeg synes, er specielt ved Nordfyn, forklarer hun.

Sammen med en gruppe andre borgere brugte hun Fjordens Dag ved Klintebjerg havn til at sprede deres budskab. 

Læs også Børnehuse risikerer at lukke: - Børnene bliver revet væk fra hinanden

Uro i skolepolitiken

Inden kommunalvalget lovede nordfyns politikere, at skolerne var fredet, men i starten af august blev et stort sparekatalog præsenteret, hvor man foreslog at fjerne 4. - 6.- klassetrin på  fire landsbyskoler og lukke overbygningen på to andre skoler.

30. august  blev det dog meldt ud på et kommunalbestyrelsesmødet, at de planer var skrottet, og forældrene blev lettede.

Læs også Forældre til nordfynske skolebørn kan ånde lettet op

Men kort tid efter meddelte politkerne, at de vil se, om der kan spares på puljen 'Særlig Klassedannelse', som sikrer, at klasser med få elever får lov at overleve. 

- Det er en livlinie for de små skoler, at de har den her pulje til særlig klassedannelse, som sikrer en årgang på hver skole, siger Gry Malling Loehr.

- Det er simpelthen skolerne, der holder sammen på de her lokalsamfund. Jeg kan som tilflytter sige, at det helt sikkert var skolen, der tiltrak os. Måske tjener man nogle penge lige nu, men hvis det gør, at folk ikke flytter hertil, eller folk flytter herfra, så er vi ligesom på spanden, fortsætter hun.

Lokalråd bekymret for fremtiden

Udover forældregruppen, var også Skovløkke Lokalråd mødt op med en bod. De plejer at bruge Fjordens Dag til at komme i kontakt med udefrakommende for at fortælle, hvor godt det er at bo på Nordfyn. Men i år er de i tvivl om, hvad de skal sige. 

- Vi vil jo ikke stå og tale vores område ned. Men samtidig er det også svært for os, at stå og fortælle om en skøn skole, børnehave og vuggestue, hvis vi ret beset ikke ved, hvad vi har at gøre med om et halvt år, siger Nete Dahl Hansen, bestyrelsesmedlem i Skovløkke Lokalråd. 

00:35

Trine Wenckheim er medlem af Skovløkke Lokalråd. Hun frygter, usikkerhed omkring skolerne kan gøre det svært at lokke tilflyttere til. 

Luk video

Fjordens Dag handler om Fjordens Dag

Borgmester Morten Andersen (V) var selv til stede til Fjordens Dag ved Klintebjerg havn. Her forsøgte de fremmødte forældre at forære ham en trøje med deres budskab printet på. Men Morten Andersen ville bestemt ikke tage imod trøjen. 

- Jeg synes, det er fuldstædnig at gå galt i byen at blande tingene sammen. Det her er Fjordens Dag, det er det, det handler om. Arrangørerne har altid slået på, at det er en dag for naturelskere, siger han. 

Vi har ytringsfrihed her i landet, og den synes jeg selvfølgelig, de skal gøre brug af, hvis de vil, men det er ikke noget, der påvirker min dag

Morten Andersen, Borgmester

- At nogen vil rende rundt med et skilt eller en bluse. Jamen vi har ytringsfrihed her i landet, og den synes jeg selvfølgelig, de skal gøre brug af, hvis de vil, men det er ikke noget, der påvirker min dag, slår han fast. 

Han vil ikke kommentere på, hvad der skal ske med puljen til de små klasser. 

- Jeg kan ikke sige mere nu. Nu har vi hørt de mange input, og dem tager vi med. Men jeg står ikke her og kommenterer hver enkelt forslag. Det ville slet ikke være fair over for alle andre. Det, vi har lovet at gøre som partierne nu, er, at vi kigger på alle høringssvar. Det betyder ikke, at vi kan gøre alle tilfredse, fordi vi skal huske på, at vi har en opgave, der hedder at få et budget i balance, forklarer han. 

Alligevel håber Gry Malling Loehr, at deres mission vil lykkedes i sidste ende.

- Jeg er med på, at det kræver nogle penge at drive en skole, men jeg håber bare, at det kunne blive en investering på området for både bosætning og trivsel, siger hun.

02:57

Se hele indslaget om skoleprotesten ved Fjordens Dag

Luk video