Modtræk til Tinderbox: Smukfest to gange i træk

Den nye Tinderbox Festival i Odense bliver ved med at skabe røre i festivalbranchen. Nu overvejer Skanderborg at afholde Smukfest to gange i træk.

Skanderborg Kommune skal hastebehandle et forslag fra byens festival om tilladelse til at holde Skanderborg Festival to gange i træk.

Tanken er at holde den samme festival to gange i træk. Først fem dage med camping, så tre dage med musik, så fem dage camping og så tre dage med samme musik igen.

- Det lyder måske lidt pudsigt, men vi har haft udsolgt og stor efterspørgsel de forrige år, og det er en måde at genbruge vores store setup på to gange og dermed få mindre udgifter. Modellen er prøvet med succes i både England og USA, siger formanden for Smukfest, Claus Visby.

Byens politikere har taget positiv imod de nye festivaltanker.

- Det er nyt for os, men vi må erkende, at alt omkring festivaler skal tænkes nyt efter tilblivelsen af Tinderbox i Odense, der er foregået under helt særlige konkurrencemæssige vilkår, siger borgmester Jørgen Gaarde til Politiken.

Ifølge formanden for Smukfest handler det i første omgang om at finde ud af, hvilke rammer festivalen kan agere indenfor.

- Vi er nødt til tænke anderledes. Vi skal hele tiden forny os, og nu da konkurrencesituationen har ændret sig med en stor offentligt støttet konkurrent på Fyn, så har vi fremrykket vores ideudvikling, siger Claus Visby.

Oversigt

    Oversigt