Elever undrer sig over fraværsregler: Mød op på skolen og få at vide, om du er syg nok til at blive hjemme

Højt fravær og sygdom er en skidt kombination. Handelsgymnasiet og Teknisk Gymnasie i Svendborg har besluttet, at syge elever skal møde op på skolen, og her skal skolen så vurdere, om eleven er syg eller ej.

Eleverne på Handelsgymnasiet og Teknisk Gymnasie i Svendborg skal stille på skolens kontor, når de er syge.

Det sker i et forsøg på at nedbringe fraværet hos de elever på skolen, som har flest sygedage.

Ifølge en mail, som Radio24syv har fået adgang til, som er sendt fra skolen til eleverne, så skal skolens personale i hvert enkelt tilfælde vurdere, om eleven er syg eller ej.

Der betyder med andre ord, at eleverne bliver bedt om at møde op på skolen for at få at vide, om de er syge nok til at blive hjemme.

quote Når jeg er syg, så er jeg syg. Og sådan er det. Det kan en kontrakt ikke ændre på

Liam Donnelly

Liam Donnelly er en af de elever, der er kommet på den såkaldte kontrakt, som skolen laver med eleverne med mest fravær. Han er ikke tilfreds med hverken vurderingen eller ordningen.

- Når jeg er syg, så er jeg syg. Så bliver jeg hjemme, og så er det det, siger han.

Den holdning står han ikke alene med.

- Den eneste, der kan mærke, hvordan man har det, det er ligesom en selv. Så det er lidt en joke, siger Victor Jensen, der ikke selv er ramt af reglerne.

To muligheder

I mailen til eleverne med for meget fravær står der blandt andet: "Du er kommet på kontrakt, fordi dit fravær er højt. Det betyder, at hvis du er syg, har du følgende to muligheder:

1. Du møder op på skolen, og vi vurderer, om du er syg.
2. Du møder op hos lægen, og denne laver en lægeerklæring til dig. Du skal selv betale den".

Brevet fra rektor er lagt ud på det sociale medie Reddit og skaber stor debat.
Brevet fra rektor er lagt ud på det sociale medie Reddit og skaber stor debat.
Foto: reddit

Men hvordan kan en ungdomsuddannelse overhovedet vurdere, om eleverne er syge eller ej, spørger de studerende.

- Jeg tror ikke nødvendigvis, at de der er nogen ansatte på skolen, der kvalificerer sig til at kunne vurdere, om folk er syge, siger Victor Jensen.

Tilbud frem for krav

Ifølge Søren Jan Rasmussen, der er rektor på Handelsgymnasiet og Teknisk Gymnasie i Svendborg, er ordningen kun indført for at støtte og hjælpe eleverne på skolen.

- Vi ser det som en hjælpende hånd til den studerende, der i forvejen har et højt fravær, siger Søren Jan Rasmusen. 

Rektoren ønsker ikke at fortælle, hvordan skolen vil vurdere, om en elev rent faktisk er syg.

- Det her handler jo ikke om, at vi som skole skal gå ind og påtage os en læges rolle og stille en diagnose. Vi skal tværtimod gå ind i dialog med eleven for at få afdækket, om der er behov for, at de skal til lægen, forklarer rektoren.

"Vi vurderer"

TV 2/Fyn spørger rektor, om han kan forstå, hvorfor hans tidligere svar - som går på at skolen skal vurdere, om en elev er syg eller ej - skaber debat.

- Formuleringen skal ses som et tilbud og ikke et krav, siger Søren Jan Rasmussen.

Han mener ikke, at ordvalget i mailen - "Du møder op på skolen, og vi vurderer, om du er syg" - er for stramt formuleret.

- Det skal tages som en invitation til en dialog om, hvordan eleven bedst muligt kommer tilbage. Jeg synes, det er ganske rimeligt, at vi sætter det på spidsen, for det her brev er jo henvendt til elever, som i forvejen har et rigtig højt fravær siger Søren Jan Rasmussen.

Han understreger, at det ikke handler om formuleringer, men om hensigten med ordene.

- Vi er en skole, som tager vores elever så alvorligt, at vi gerne vil være de voksne, som tilbyder at gå ind og tage en dialog med dem om, hvad fraværet handler om, og hvordan de kan komme tilbage i et aktivt studiemønster, forklarer rektoren.

 
Fotograf: Masoud Jafari Pouia

Ikke en ny opfindelse

Det er ikke noget nyt, at skolen har elever på kontrakt, som har for meget fravær. Det er ifølge rektoren blot blevet præciseret.

- Man kan altid diskutere formuleringen, men jeg står ved det, der er skrevet, siger Søren Jan Rasmussen.

Alligevel er det ikke kun negative reaktioner, kontrakten har givet. Der er også positive elementer i formatet.

- Kontrakten har hjulpet mig personligt rigtig meget. Jeg er gået fra 19 procent fravær til 15 procent. Så den har også hjulpet mig, fordi jeg skulle give en melding, når jeg kom og gik fra skole, siger Liam Donnelly.

Du kan se hele indslaget her:
Fotograf: Masoud Jafari Pouia

Oversigt

    Oversigt