I det fynske folks tjeneste

Børnenes Danmark: Mød TV 2/Fyns børnepanel

Onsdag den 9. oktober kan du møde TV 2/Fyns helt eget børnepanel, der sammen med Red Barnet og Sct. Hans Skole vil forebygge mobning.

01:10

Ensomhed og mobning er hinandens tvillinger.

I denne uge sætter TV 2/Fyn fokus på "Børnenes Danmark" sammen med TV 2 og de otte TV 2-regioner. 

Målet er at blive klogere på, hvad børnene går op i, hvis man spørger dem selv. TV 2/Fyn fokuserer blandt andet på børn og mobning og har valgt at etablere sit helt eget børnepanel. 

Læs også Børnenes Danmark: Fem ud af 400 bruger ikke sociale medier

- Vi synes, at børnene er de rigtige eksperter, når det handler om at blive klogere på deres liv, siger Pernille Redder, der er eventredaktør på TV 2/Fyn.

På onsdag har du muligheden for at møde børnepanelet til TV 2/Fyns event 'Børnenes Danmark - Fyn uden mobning'. Her bliver børnepanelet omdrejningspunktet for debatten om, hvordan vi får stoppet mobning blandt børn. Det kommer til at være børnene selv, der skal komme med forslag og idéer til, hvordan vi får stoppet mobning. Du kan tilmelde dig gratis her.

- Vi er meget spændt på at høre, hvilke ideer og forslag børnepanelet kommer op med til vores event på onsdag, siger Pernille Redder. 

01:10

Børnepanel kommer med forslag til at løse mobning blandt børn.

Luk video

TV 2/Fyns børnepanel

Børnepanelet består af i alt ni børn fra 6. klasser på hele Fyn, som du vil møde på onsdag. Azra, Mathilde, Malthe, Ludvig, Smilla, Nikolaj, Rose, Liva og Frederik har alle forskellige erfaringer med mobning, og de vil både dele deres erfaringer og gode idéer til 'Børnenes Danmark - Fyn Uden Mobning'.

Udover børnepanelet vil der også være eksperter fra Red Barnet og Sct. Hans Skole. 

Mobning har store konsekvenser

Ifølge Red Barnet bliver 20 procent af de danske skoleelever mobbet, og det har store konsekvenser. De børn, der bliver mobbet, er mindre glade og ofte mere syge end de børn, der ikke bliver mobbet.

Derudover går ensomhed ofte hånd i hånd med mobning, og netop ensomhed og mobning er ét af de tre emner, TV 2/Fyn vil tage op til debat sammen med emnerne digital mobning og skolernes samt forældrenes ansvar i forhold til at undgå mobning.

BØRNENES DANMARK - FYN UDEN MOBNING

Kom og vær med, når TV 2/Fyn sammen med Red Barnet og Sct. Hans Skole sætter fokus på mobning.

 

Program:

 

17.30-18.00: Antimobbeleg. Gennem fælles leg skal deltagerne lære hinandens grænser og få en forståelse for, hvordan man sætter grænser og spotter hinandens grænser.

 

18.00-19.00: Debat og Q&A med TV 2/Fyns børnepanel, seniorrådgiver hos Red Barnet Jon Kristian Lange og inklusionskonsulent Sven-Erik Høngaard Jensen fra Sct. Hans Skole i Odense. Debatten vil gennemgå de tre udvalgte emner: Mobning og ensomhed, digital mobning og forældrenes- samt skolens ansvar for at undgå mobning.


19.00-20.00: Deltagerne udvikler i fællesskab et idékatalog med antimobnings-idéer, som alle fynboer vil få adgang til. 

 

Vil du være med til at stoppe mobning i skolerne, så tilmeld dig her!