I det fynske folks tjeneste

Møde for folket: Levende dag i øjenhøjde

09:05

En håndfuld ministre, politikere på tværs af tinget, musik og pølser. Dørene åbnes lørdag til det fjerde folkemøde på Banegårdspladsen i Odense.

Når dørene lørdag klokken 10.00 glider op i bladhuset på Banegårdspladsen i Odense, så er det fjerde gang det fynske bladhus, Fynske Medier, åbner huset til en snak om blandt andet politik, poesi, sport, musik og andre nære emner.

Der er således skabt en tradition, som igen i år slår igennem ude omkring i landet.

På programmet finder man både justitsminister Søren Pind, klimaminister Lars Chr. Lilleholt og kulturminister Bertel Haarder. Sidstnævnte vil overtage mikrofonen efter chefredaktør Troels Mylenberg og politisk redaktør Elisabet Svane og sammen med Det Fynske Kammerkor synge folkemødet i gang med en fællessang.

En dag i øjenhøjde

Med Troels Mylenbergs ord, så er Det Fynske Folkemøde en dag, hvor mediehuset slår dørene op til en levende dag med masser af debat, masser af møder og masser af diskussioner i øjenhøjde.

- Og hvor man altså rent faktisk kan tale med folk, man kan være med i det og række hånden op, siger Troels Mylenberg.

- Vi vil også gerne vise, at vi er et mediehus, som gerne vil åbne sig og gerne vil spille den rolle i samfundet, at det er os, der har til opgave at sørge for, at vi får talt mere sammen.

Debatter der batter

Udover nævnte ministre deltager en stribe politikere fra begge sider af folketingssalen.

De skal deltage i debatter med overskrifter som "Hvordan skaber vi flere fynske job?", "Er folkeskolen på rette vej efter reformen?" og "Hvordan skal dansk landbrug overleve?"

Mens der debatteres og diskuteres, er der også mulighed for blandt andet at få løst ordgåder, smage på fynsk vin eller spise en pølse i Næsby Boldklubs madtelt.

TV 2/Fyn sender direkte fra det Fynske Folkemøde fra klokken 10 til 14 på tv og web.

Du kan se det fulde program her: www.fyens.dk/folkemoede

Ved du noget? Så send os et tip