Mødrehjælpen: Rekord mange ansøgere til julehjælp

Antallet af ansøgninger om julehjælp hos Mødrehjælpen er meget højere end sidste år. Mødrehjælpen håber på økonomisk opbakning, så de kan hjælpe flere.

Det vælter ind med ansøgninger om julehjælp til Mødrehjælpen. Allerede nu er antallet på landsplan 20 procent højere end sidste år.

Mødrehjælpen på Fyn har i år modtaget 740 ansøgninger mod 675 sidste år. Det er en stigning på 10 procent.

En af de flere end 7.000 forældre, som i år har søgt julehjælp hos Mødrehjælpen, er Nathalie Vural. Det fortæller Mødrehjælpen i en pressemeddelelse.

- Jeg er været i en svær situation i et stykke tid. Min søn er autist, og han kræver rigtig meget, og jeg er på kontanthjælp, siger Nathalie Vural.

Ansøgningsfristen udløber torsdag den 14. december, og allerede nu har Mødrehjælpen fået flere ansøgninger end nogensinde før. På landsplan er tallet oppe på 7.799 ansøgninger mod 6.921 sidste år.

Slider for en god hverdag

Den 31-årige Nathalie Vural slider for at give sin søn på 10 år en god hverdag, og juletiden kræver endnu mere af hende.

- Alle disse forældre har hver deres hjerteskærende fortælling. Deres højeste ønske er skabe en jul, som giver børnene glæde og gode minder, og som ligner andre børns. Men de er utrolig pressede. Derfor er netop julen en særlig svær tid for udsatte børnefamilier, siger Mads Roke Clausen, der er direktør i Mødrehjælpen.

Ansøgerne skal leve op til særlige kriterier for at blive godkendt til at få julehjælp fra Mødrehjælpen. Ud over dårlig økonomi skal de for nyligt have været igennem en særligt belastende social begivenhed. Mange har mistet deres job, andre er blevet syge fysisk eller med stress og depression, og i en del familier er børnene syge.

Bliver tilbudt rådgivning

Mødrehjælpen er nu i gang med at samle ind, så de familier, som opfylder kriterierne, kan få økonomisk hjælp til julen.

- Vi har tidligere kunnet hjælpe alle de værst stillede familier takket være bidrag fra tusindvis af danskere, som også synes, at alle børn fortjener en god jul. Forhåbentlig lykkes det også i år, siger direktør Mads Roke Clausen

Alle ansøgere bliver tilbudt rådgivning i det nye år, så de på længere sigt kan forandre deres grundlæggende situation til det bedre.

Mange ansøgere til julehjælp

Mødrehjælpen: Tal for de fynske kommuner

Butikker deler ud af overskudsmad

Flere butikker og supermarkedskæder hjælper også dem, der her brug for det.  Det gælder blandt andet Føtex på Vesterbro i Odense. I år deler de deres overskudsmad ud helt gratis til dem, som har brug for en ekstra håndsrækning den 24. december.

Vi havde fredag besøg af Johannes Andresen, som er varehuschef i Føtex i Odense. Se indslaget herunder.

Føtex på Vesterbro i Odense deler i år deres overskudsmad ud helt gratis til dem, som har brug for en ekstra håndsrækning den 24. december.

Oversigt

    Oversigt