Møller går i sørgestilling når prinsen bisættes

Op mod 100 historiske møller markerer bisættelsen af prins Henrik ved at stille vingerne i korsstilling. En af dem er Lumby Mølle ved Odense.

Lumby Mølle og en lang række andre historiske møller landet over markerer tirsdag bisættelsen af prins Henrik ved at gå i såkaldt sørgestilling.

Vingerne på en stillestående mølle står normalt i kryds. Vingerne vil blive stillet i korsstilling fra morgenstunden, fortæller Søren Hørslev Hansen, der er næstformand for Foreningen Lumby Møllegaard.

Dansk Møllerforening forventer, at op mod 100 historiske møller landet over vil stå i en position med vingerne i kors.

Prins Henrik var protektor for de gamle danske vand- og vindmøller gennem Dansk Møllerforening.

- Det har betydet meget for os at have ham som protektor. Når vi har haft brug for støtteerklæringer eller for forord til bøger, så har han altid været villig til at stille op, fortæller formand for Dansk Møllerforening Susanne Jervelund til Ritzau.

Dansk Møllerforening er en 134 år gammel forening, der varetager de gamle vand- og vindmøllers interesser, og forsøger at formidle denne del af den danske kulturarv. Dansk Møllerforening. Prins Henrik har været protektor for foreningen siden 1988.

Kirkeklokkerne ringer

Landets kirker markerer bisættelsen med klokkeringning.

Kirkeministeriet oplyser, at der ringes i en halv time, før højtideligheden i Christiansborg Slotskirke begynder tirsdag klokken 11.

Når ceremonien er slut, ringes der igen i en halv time.

Frem til bisættelsen flages der ligeledes på halv stang fra samtlige statsbygninger og statsskibe.

Efter bisættelsen flages der på hel stang indtil solnedgang.

Oversigt

    Oversigt