Mørk tunnel fyldes med eventyr

Den mørke tunnel under Thomas B. Thrigesgade er blevet udsmykket af lokale kunstnere. Og til efteråret bliver det hele revet ned.

Fodgængertunnelen mellem Overgade og Vestergade har alle årene været dyster, og som hovedregel har der også lugtet en del af urin, men nu venter der en helt ny oplevelse. H.C. Andersen Paraden har haft en gruppe amatører og professionelle med for at male eventyrlige fantasidøre.

- Vi kalder det gadens undergang, fordi den store gade, der var heroppe, jo er en saga blot lige om lidt, fortæller paradeleder Torben Iversen, behørigt klædt ud i sin eventyrdigteruniform.

Det bliver ikke længe, at tunnelens gæster kan nå at nyde udsmykningen. Passagen under Thomas B. Thrigesgade rives ned til efteråret.

- Jeg hørte en af vores kunstnere sige, at det her bliver Odenses Berlinmur. Det her bliver malerier, man vil eje bare et lillebitte stykke af, griner Torben Iversen.

Inspirationen til projektet blev fundet i et gammelt eventyr, fortæller Torben Iversen:

- Det var nærliggende at fabulere lidt over, hvad der sker nede i sådan en underjordisk gang, når nu soldaten i Fyrtøjet har åbnet sin dør, hvad er der så bag alle de andre?

Oversigt

    Oversigt