Møllevinge blæste af

Væltede lastbiler, flyvske tage og tag-sten på afveje - stormen var hård ved Fyn i går. Også ved Faaborg, hvor Aastrup Mølle blev hårdt ramt.

Møllens vinger blev simpelthen revet af, og det var kun med nød og næppe at en nærliggende butik ikke blev ramt af en 28 meter lang mølle-vinge.

Tirsdag hænger møllevingerne dovent nedad, men det gjorde de ikke mandag, hvor vingerne røg af og en tiog turen ned på terrassen.

- Og alle de der hvide mølleklapper, der sidder på, de fløj rundt herude i gården som om det bare var papirstykker, siger Jeanette Ingwersen.

Det er første gang siden 1938, at den sydfynske mølle mister vinger til vinden.

Men Jeanette Ingerwersen kan ikke fortælle, hvordan det gik til mandag, for hun flygtede væk sammen med sin mand, da de så vingerne rive sig løs.

- Det kan jeg faktisk ikke sige, for vi stod i det vindue, hvor man ikke kan se for vindfanget. Vi kunne bare se, det kom ned deroppefra, og så hørte vi det her enorme brag, hvor vi sprang fra vinduet. For vi kunne jo ikke se, hvor den ville lande, siger Jeanette Ingwersen.

Butik undgik lige akkurat skader

Den nedfaldne møllevinge var kun få centimeter fra at ramme den stofbutik, Jeanette Ingwersen driver lige ved siden af.

- Den er landet meget heldigt, for den har kun skadet sig selv og så rundgangen oppe på møllen, men den har ikke rørt nogen andre bygninger og heldigvis heller ikke nogen personer.

Møllen skal nu repareres, og det kan kun gå for langsomt. For en af de andre vinger hænger kun i et tyndt stykke metal.

Oversigt

    Oversigt