Molslinjen A/S køber Clipper Groups og statens andel af selskabet Danske Færger A/S.
Det skriver det maritime fagmedie Søfart.
Danske Færger driver i øjeblikket fem indenlandske færgeruter samt to færgeruter fra Bornholm mod henholdsvis Sverige og Tyskland.
Staten satte sidste år sin andel af rederiet til salg som led i en proces med frasalg af statslige aktiviteter.
Molslinjen, der står bag færgefarten mellem Jylland og Sjælland, vandt i 2016 et udbud af færgebetjeningen af Bornholm fra 1. september 2018.
Nu får Molslinjen efter alt at dømme en endnu større portefølje af færgeruter under sig.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen oplyser på styrelsens hjemmeside, at man har modtaget anmeldelse af Molslinjens køb af alle aktier i Danske Færger.
Transaktionen skal dog underkastes fusionskontrol, og det betyder, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen eller Konkurrencerådet skal give grønt lys, før en fusion er en realitet.
I den forbindelse kan man komme med bemærkninger frem til 5. juli, oplyser styrelsen.
Danske Færger A/S driver i øjeblikket disse færgeruter: Fanø-Esbjerg, Ballen-Kalundborg, Spodsbjerg-Tårs, Bøjden-Fynshav, samt Rønne-Køge, Rønne-Ystad og Rønne-Sassnitz.
Danske Færger A/S, eller Færgen, havde ellers planlagt at flytte hovedkontoret fra Rønne på Bornholm til Svendborg i løbet af 2018.