I det fynske folks tjeneste

Mor kalder påståede sexovergreb for "sørøverhistorier"

Arkiv

Kvinde, der er tiltalt for medvirken til voldtægt af datter under færgeture, afviser anklager som opspind.

En 54-årig kvinde, der er tiltalt for at have medvirket til voldtægt af sin datter under flere færgeture, nægter sig skyldig.
 Det forklarer kvinden, som er på anklagebænken i Retten i Hjørring.

 - Jeg er uskyldig. Jeg kender overhovedet ikke til noget af det hele og forstår slet ikke noget af det, siger kvinden, der har nægtet at udtale sig om anklagen til politiet.

 I retten vil hun dog godt udtale sig. Men kvinden lægger ikke skjul på, at hun er bitter og vred på systemet.

 - Systemet har ødelagt det hele. Jeg har ikke nogen kæreste længere. Vi har ikke noget hjem, vi har ikke en skid. Det skal I have tak for, siger den 54-årige kvinde.

 Hun blev sidste år idømt otte års fængsel for medvirken til grove seksuelle overgreb mod sin datter.

Pigen, der i dag er ti år gammel, blev i oktober 2014 fjernet af kommunen og anbragt i plejefamilie.
 Den 54-årige kvinde mener, at anklagerne om seksuelle overgreb er det pure opspind.
 
- Jeg mener, at K (navnet på pigen, red.) er blevet presset til at finde på flere og flere historier. Til sidst kan man ikke finde på flere. Man har kørt hende rundt så meget i manegen, siger den 54-årige kvinde, der kalder det "sørøverhistorier".
 
Kvinden nægter sig skyldig i alle anklager om at have medvirket til de seksuelle overgreb mod pigen, der ifølge anklageskriftet skal have fundet sted på flere færgeture fra Nordjylland til Sverige og Norge samt på Ærøfærgen.
 
Den 54-årige og datteren boede en årrække på Ærø, inden de i 2011 flyttede til Nordjylland.
 
Ifølge anklageskriftet skal kvinden have opfordret flere ukendte mænd til at have sex med datteren om bord på Ærøfærgen. Overgrebene skal ifølge anklageskriftet have fundet sted på toilettet, mens moren stod udenfor.
 
En 51-årig mand, der er tiltalt for to tilfælde af voldtægt af datteren på færgeture til Sverige og Norge, har tidligere torsdag nægtet sig skyldig.

Han bestrider ikke, at han har været på adskillige sejlture sammen med moren og pigen. Men der foregik intet lyssky undervejs, hævder han.

Der falder dom i sagen på tirsdag.

Ved du noget? Så send os et tip