Mor til trafikdræbt: Kør ordentligt

Unge har syv gange så stor risiko for at blive involveret i trafikulykker end deres forældre. Nu appellerer en fynsk mor til de unge om at køre ordentligt. I pinsen mistede hun sin 21-årige søn, da han var passager i en bil, der forulykkede med over 140 km/t uden for Tommerup.

- De tænker ikke på konsekvenserne. På alle os efterladte, der sidder tilbage med et knust hjerte. De tænker kun på fart og ballade!

Sådan siger Lone Hansen fra Brylle til TV 2/FYN. Hun har valgt at stå frem og fortælle om, hvordan det er at miste en søn i en trafikulykke, fordi hun håber, at det kan være med til at få fartglade unge til at tænke sig om en ekstra gang, inden de træder for meget på speederen.

- Det er forfærdeligt. Jonathan stod på vej ud i livet. Han ville være blevet student nu. I stedet for ligger han nu på kirkegården, siger Lone Hansen.

Kørte 140-160 km/t

2006 hjerte

Jonathan Larsen omkom i en trafikulykke uden for Tommerup den 26. maj i år.

Han var på vej til stranden sammen med en klassekammerat og to veninder, da kammeraten mister herredømmet over bilen. De tekniske undersøgelser viste, at bilen havde kørt mindst 142 km/t på en strækning, hvor det var tilladt at køre 80.

Til politiet har den 19-årige chauffør fortalt, at han måske kørte helt op mod 160 km/t.

Føreren, som altså var en af Jonathans bedste venner, blev varetægtsfængslet efter ulykken og er sigtet for uagtsomt manddrab og uagtsom legemesbeskadigelse. En af de to piger i bilen brækkede ryggen flere steder, men skulle være i bedring nu.

- Selvfølgelig skal han have sin straf - det siger vores love. Men jeg har også inderligt ondt af ham. Han skal sidde helt alene i fængslet og leve med at have slået sin bedste ven ihjel bare fordi han opførte sig så dumt, siger Lone Hansen til TV 2/FYN.

Stor risiko for unge

2905 vej

De nyeste tal fra Rådet for Sikker Trafik viser, at der de seneste to år har været et fald i antallet af trafikdræbte i Danmark.

I 2010 blev 68 dræbt i trafikken i de første fire måneder af året. I 2011 var det 65 for samme periode og fra januar til april i år døde 49 danskere i trafikken.

Også de unge trafikanter oplever et fald, men stadigvæk har de 18-19-årige syv gange så stor risiko for at blive involveret i en trafikulykke end deres forældre. Og trafikulykker er den hyppigste dødsårsag for unge under 25 år.

- Jeg er ked af det - ikke kun på mine egne vegne - men på alle de efterladtes vegne, siger Lone Hansen.

Ved Jonathans begravelse benyttede hans far, Jan, lejligheden til at give en opsang til de mange unge i kirken.

- Han stod ved siden af kisten og forklarede hvor hårdt det var at skulle begrave sin egen søn. Og så opfordrede han alle de unge til at tænke på, at hver gang de satte sig bag rattet var det som at tage et skarpladt våben i hånden, siger Lone Hansen

Se indslag på TV 2/FYN i aften klokken 19.30 og fortæl gerne om dine egne erfaringer med høj fart på vores facebook-side

Læs mere om sikker trafik her

Oversigt

    Oversigt