I det fynske folks tjeneste

Mordsag er blevet et tilløbsstykke

Nævningene skal torsdag afgøre skyldsspørgsmålet i den dobbelte drabssag i Skårup og Søndersø fra 1999.

Torsdag bliver en afgørende dag i retten

Nævningene skal torsdag afgøre skyldsspørgsmålet i den dobbelte drabssag i Skårup og Søndersø fra 1999.

Sagen er gået hen og blevet noget af et tilløbsstykke. Onsdag var der fyldt godt op i Odense Domhus under onsdagens procedure.

Sagen har fået omfattende omtale, ikke mindst på grund af de noget specielle forklaringer, der er kommet frem i sagen. Den 37-årige kvinde, der er en af de tre tiltalte, er af Retslægerådet blevet betegnet som "sinke".

Og hun har da også virket et stykke fra det helt normale under retssagen, hvor hun har givet modsigende, belastende og indimellem løgnagtige forklaringer.

Den ene af de to andre tiltalte har tidligere erkendt, at han i 1997 dræbte kvindens invalide ægtefælle, René Stauning.

Den anden tiltalte - en fisker fra Kerteminde - erkender, at han den 21. november røvede over 700.000 kroner fra den 82-årige Jens Alfred Madsen i Søndersø. Manden blev samme dag kvalt og fik halsen skåret over. Dette nægter den tiltalte dog at have gjort. Spørgsmålet er, hvem nævningene mener dræbte Jens Alfred Madsen. Fiskeren eller den 37-årige kvinde.

Udover de to mord omhandler retssagen mod de tre også groft røveri, bedrageri, dokumentfalsk og usømmelig omgang med lig.

Kvinden risikerer fængsel på livstid, mens de to mænd kan få mellem 10 og 14 års fængsel.

Ved du noget? Så send os et tip