I det fynske folks tjeneste

Morgen-razzia i Odense: 18 anholdt

Fyns Politi anholdt 18 personer fra kl. 04.00 fredag morgen. Arkivfoto.

18 personer i Odense fik her fredag en helt særlig morgenvækning. Fyns Politi og Fogedretten i Odense ringede på dørklokker fra kl. 04.00, for at anholde personer, der havde 'glemt' deres aftaler i retten.

Fyns Politi havde sendt en stor flok betjente på gaden, og mange af de anholdte blev bogstaveligt talt taget på sengen.

- Vi bliver nød til at komme, når vi er nogenlunde sikre på, at folk er hjemme, og vi har altså det største held med at finde folk midt om natten, fortæller vicepolitikommissær Kenneth Taanquist til tv2fyn.dk

- Jeg er da sikker på, at de synes, det er skideirriterende, at vi kommer. Mange har jo andre aftaler i løbet af dagen, men vi tager dem med, så det bliver der ikke noget af.

Vicepolitikommissæren har dog ikke medlidenhed med de anholdte.

- De kan jo bare møde op i retten. Man møder op og får sin dom. Det gør jo ikke ondt, og sagen forsvinder jo ikke, fordi man ikke møder op.

De anholdte skylder blandt andet penge til SKAT, men Fogedretten inddriver også manglende momsindbetalinger og TV-licens.

Hvis du har dårlig samvittighed over en 'glemt' aftale, så er det måske en idé, at kontakte Fogedretten - Fyns Politi planlægger lignende aktioner i fremtiden.

Ved du noget? Så send os et tip