Morten Bisgaard til OB

Efter længere tids spekulationer er det nu sikkert og vist. Morten Bisgaard spiller fremover for OB. Mandag lavede odenseanerne nemlig en aftale med midtbanespilleren.

Morten Bisgaard, der senest har spillet i engelske Derby, har underskrevet en to-årig aftale og blev mandag eftermiddag præsenteret på et pressemøde på Fionia Park.
- Det er virkelig dejligt. OB er min klub, så det virkelig dejligt at stå med trøjen i hånden. Det er den klub, jeg gerne vil spille for, siger Morten Bisgaard til TV 2/FYN, som havde flere bejlere i den danske SAS-liga.

Allerede for halvanden måned siden var OB tæt på at sikre sig den 32-årige spiller, men forhandlingerne blev sat i bero, da Bisgaard blev indlagt på et hospital i Italien med en blodsprængning i hovedet.

Ingen gener efter sygdom

Siden har OB undersøgt Morten Bisgaard og er altså kommet frem til, at han ikke vil få nogen helbredsmæssige gener af sygdommen, der pludselig ramte ham.
- Han er både blevet undersøgt i Italien og her i Odense, og der er ingen problemer overhovedet. Vi kan totalt fraskrive enhver risiko i forhold til det, siger OBs direktør Kim Brink til TV 2/FYN.

Morten Bisgaard fortæller, at han er begyndt at løbetræne igen.
- Mit helbred har det godt. Nu gælder det bare om at komme i gang med at træne, og så går der nogle uger, før jeg er klar til at presse mig på, siger han.

Bisgaard indledte karrieren i OB, hvor han i 1994 scorede det afgørende mål i overtiden i den sensatonelle sejr på 2-0 over Real Madrid, der sikrede OB videre deltagelse i UEFA-cuppen. Dengang var OBs nuværende direktør, Kim Brink, cheftræner i klubben.

I 1996 fik Bisgaard debut på det danske landshold, og to år senere skiftede han til italienske Udinese, hvor han uden større succes var indtil 2001. Herefter skiftede han til FC København, og i tre sæsoner hos københavnerne vandt han to danske mesterskaber og en pokaltitel.

Herefter gik turen videre til Derby, hvor han spillede til og med dette forår, hvorefter klubben meddelte, at man ikke ville forlænge aftalen med ham.
- Jeg tror, at han har nogle gode år i sig endnu. Der er et godt drev i ham, og han er mere offensiv end de midtbanetyper, vi har i forvejen, siger Kim Brink.

I 2000 var Bisgaard, der har spillet otte landskampe, med landsholdet til EM i Belgien og Holland.

Oversigt

    Oversigt