I det fynske folks tjeneste

Morud vil have fitnesscenter

Op mod 120 beboere i Morud ventes søndag eftermiddag at deltage i en borgermøde for at drøfte udvidelsen af byens hal, Langesøhallen, med et fitnesscenter.

Morud Idrætsforening arbejder på at udvide Langesøhallen, så der bliver plads til et fitnesscenter og samtidig flytte hallens cafeteria fra første sal ned i stuen, hvor der bliver udsigt til klubbens kunstgræsbane.

For at engagere Moruds beboere arrangerer foreningen derfor et borgermøde søndag eftermiddag, og via Facebook har 114 sagt, at de kommer.

- Istedet for, at der sidder en lille gruppe på rådhuset og lægger planer, vil vi høre beboernes mening, siger Bent Soelberg, næstformand i Morud Idrætsforening og medlem af Nordfyns Kommunalbestyrelse for Venstre.

- Der sker jo tit det, at når først noget er færdigt, så kommer der nogen og siger: Hvorfor tænkte I ikke på det eller det, siger Bent Soelberg.

Den underliggende tanke med det hele er, at skabe aktiviteter i lokalområdet, så folk ikke skal ud af byen for at dyrke motion.

Realistisk

På borgermødet kommer en foredragsholder med et oplæg til, hvordan man kan inddrage den lokale skole, Havrehedskolen i et samarbejde.

Ikke mindst på baggrund af, at heldagsskolen er indført med fokus på motion i skoletiden.

Bent Soelberg mener det er meget realistisk at gennemføre projektet.

Dels er der mulighed for at låne penge af DGI til etablering af fitnesscentre.

Dels har en selvlavet brugerundersøgelse vist, at 500 beboere i Morud er interesseret i at bruge et center, og at de er villige til at betale 150 kroner om måneden i gennemsnit for det.

- Hvis blot halvdelen virkelig gør det, løber økonomien rundt, siger bent Soelberg.

Ved du noget? Så send os et tip