Motionsløb på Storebæltsbroen er tilbage efter tre års pause

20. juni 2020 vil motionsløbere kunne løbe over Storebæltsbroen, da der bliver afholdt halvmaraton.

Motionsløbere vil næste sommer atter kunne krydse Storebæltsbroen.

Lørdag 20. juni 2020 vil der blive afholdt et halvmaraton på Storebæltsbroen.

Det oplyser foreningen Broløbet Storebælt, der arrangerer løbet.

- Det er helt fantastisk, at man kan få lov at bruge et af Danmarks mest fantastiske bygningsværker til at løbe på, siger løbsleder Per Hansen.

- Det er et af de løb, som samler hele Danmark. Der kommer løbere fra København og Nordsjælland, men også Frederikshavn og Aalborg, siger han.

Transportminister Ole Birk Olesen (LA) besluttede i 2017 at lukke ned for løbet over Storebæltsbroen.

Men hans afløser, transportminister Benny Engelbrecht (S), varslede i juli, at han ville tillade motionsløbet over broen.

Nu er der givet tilladelse til løbet næste sommer, hvor op til 9.000 løbere kan få lov at krydse broen. Tidligere har der været over 12.000 løbere.

- Vi endte på 9.000, fordi vi gerne vil lave en god kvalitet og oplevelse for løberne.

- Samtidig er der en stor opgave i at få logistikken til at spille, fordi vi skal have alle fra Fyn frem og tilbage i busser, siger Per Hansen.

Det vil være muligt at køre over broen under løbet, men det vil kun være i et spor og en lavere hastighed end normalt.

Ruten kommer denne gang rundt på en sløjfe i Knudshoved. Det betyder, at løberne skal løbe rundt omkring landfæstet med udsigt til Vestbroens fundament. Løberne får dermed mulighed for at opleve Vestbroen fra en helt anden vinkel end normalt.

LA-minister lukkede løbet

Ole Birk Olesen lukkede ned for motionsløbet på Storebæltsbroen efter et stort trafikkaos i forbindelse med et halvmaraton over Den Ny Lillebæltsbro.

Per Hansen fortæller, at lørdagen inden sommerferien er valgt, fordi der ventes at være relativt få bilister på broen den dag.

- Man har lagt løbet på en dag, hvor trafikken burde være til, at der også kan være løb.

- Vi løber på et tidspunkt i løbet af eftermiddagen, hvor der er mindre trafikintensitet. Samtidig er det, inden skolernes sommerferie er gået i gang, hvor der ellers kunne være meget ferietrafik, siger Per Hansen.

Det vil være ottende gang, at der er løb over Storebæltsbroen. Det første løb var i 1997 - året inden at broen blev åbnet for biler.

Tilmeldingen til Broløbet Storebælt 2020 starter den 11. november og vil foregå via løbets hjemmeside.

Nu skal det igen være muligt at afvikle motionsløb over Storebæltsbroen. Det har den nye transportminister Benny Engelbrecht besluttet. Se interview fra juli.

Oversigt

    Oversigt