I det fynske folks tjeneste

Motorcyklist kørt på OUH efter sammenstød med bil

En mandlig motorcyklist blev natten til onsdag bragt på OUH efter en trafikulykke i Blommenslyst. Han er ikke i livsfare.

En motorcyklist måtte efter et færdselsuheld i Blommenslyst kort efter midnat køres på OUH. Foto: Thomas Greve

En motorcyklist måtte efter et færdselsuheld i Blommenslyst kort efter midnat køres på OUH som tilskadekommen. Ifølge vagtchefen ved Fyns Politi er skaderne ikke livstruende.

Uheldet, der skete omkring klokken 00.40, involverede en motorcyklist og en bilist. Fyns Politi har endnu ikke noget bud på, hvordan ulykken er sket, eller om regnen eventuelt har spillet en rolle.

Læs også Fire biler i uheld på Svendborgmotorvejen

- Begge parter kørte i samme retning, og den ene part overhaler så den anden. Hvordan og hvorledes det ender i et uheld, ved vi endnu ikke. Det skal vi nu undersøge, siger Anders Furbo Therkelsen, vagtchef ved Fyns Politi.

Ikke alvorlige skader

Motorcyklisten blev efterfølgende bragt til OUH med personskade.

Den term dækker normalt over enten brud eller hjernerystelse, men hvilke skader motorcyklisten havde efter uheldet, ved vagtchefen ikke.

- Men det er ikke livstruende, siger Anders Furbo Therkelsen.

Læs også 23-årig flygtet fra psykiatrisk afdeling

I forbindelse med uheldet røg der benzin ud af tanken på motorcyklen, og fordi det regnede, blev vejen hurtigt glat, forklarer vagtchefen.

- Fordi der var vådt i forvejen, aktiverede man redningsberedskabet, der kom ud og spulede vejbanen, siger Anders Furbo Therkelsen.