Motorcyklist mister livet på Fynske Motorvej

En 41-årig motorcyklist har torsdag aften mistet livet efter en påkørsel på Fynske Motorvej nær Odense.

Torsdag aften mistede en 41-årig mandlig motorcyklist livet. Han blev påkørt på Fynske Motorvej nær Odense mellem afkørsel 49 og 50 i østgående retning.

Ulykken skete omkring klokken 21.50.

Politiet arbejder med en teori om, at den 41-årige mand er blevet ramt bagfra af en personbil og derfor har mistet herredømmet over motorcyklen og ramte autoværnet. 

- Personbilen holdt ude på motorvejen, men chaufføren var der ikke. Om han har været i chok eller forsøgt at stikke af fra stedet, ved vi ikke. Men han har siden selv henvendt sig til os, oplyser Fyns Politis vagtchef Torben Jacobsen.

Efterlyser vidner

Fyns Politi vil gerne i kontakt med bilister, der kan have set ulykken. 

Især chaufføren af en lastbil, der fragter biler, er politiet interesseret i at tale med.

- Vi ved fra en anden bilist, at ulykken skete lige foran en autotransporter, som havde en hvid Mercedes på ladet. Chaufføren kan næsten ikke have undgået at se ulykken, så ham vil vi gerne i kontakt med, siger Torben Jacobsen.

En bilist har fortalt politiet, at hun blev overhalet af en personbil, som derefter også overhalede autotransporteren. Sekunder efter skete ulykken.

- Hun ser ting og sager flyve gennem luften lige foran autotransporteren. Så vi vil bare gerne vide, hvad lastbilchaufføren har set, siger vagtchefen.

Først klokken to natten til fredag blev motorvejen helt åbnet for øvrige trafikanter. 

Oversigt

    Oversigt