Motorvej klar før tid

Vejarbejdet på den fynske motorvej mellem Nørre Aaby og Middelfart er så langt fremme, at vejen kan tages i fuldt brug først i oktober.

Arbejdet med at udvide den vestfynske motorvej fra fire til seks spor skulle egentlig først have været færdigt i 2015, men den er allerede klar til brug fra den 6. oktober 2014.

Transportminister Magnus Heunicke kommer og klipper snoren, bebuder Vejdirektoratet.

Udover at de to ekstra spor kan aflaste den stærkt trafikerede vestfynske motorvej og forhåbentlig mindske antallet af ulykker, får middelfarterne lettere adgang til vejen med en ny tilslutning ved Aulby.

Samtidig bliver der mindre støj på grund af støjdæmpende slidlag på asfalten og støjskærme.

Glad, men alligevel ikke

Medlem af Transportudvalget for Venstre, Lars Chr. Lilleholt, glæder sig over at det tredje spor fra Nørre Aaby til Middelfart snart er færdigt.

Men han mener stadig at de fynske politikere skal fastholde presset på Folketinget for at få et tredje spor hele vejen over Fyn:

- Fyn er blevet en flaskehals til skade for de mange, der pendler, og for godstransporten, siger han.

Oversigt

    Oversigt