Motorvej over Fyn åben igen efter syreuheld

Det vestlige spor på motorvejen over Fyn blev tirsdag morgen åbnet igen efter mandagens uheld med en tankvogn.

Myndighederne kunne klokken halv syv tirsdag morgen åbne for motorvejen over Fyn. Oprydningen efter mandagens uheld med en væltet tankvogn nåede altså at blive afsluttet, inden morgenmyldretiden satte ind for alvor.

Tankvognen var læsset med saltsyre, da den væltede mandag eftermiddag, så syren strømmede ud over vejen.

Der blev tidligt tirsdag gjort et forsøg på at rejse den væltede forvogn, men den kranvogn, der skulle have klaret opgaven, var for lille. Først omkring klokken 06 var en større kran klar på stedet.

Lastvognschaufføren og to Falck-folk, der i forbindelse med uheldet blev bragt til observation på Odense Sygehus, er udskrevet.

Oversigt

    Oversigt