I det fynske folks tjeneste

Motorvejen spærret og to blev anholdt

Fynske Motorvej var lukket i et par timer lørdag aften, mens politiet ledte efter en genstand som formentlig blev smidt af ud et vindue i en efterlyst bil.

Hunde afsøgte et område ved Fynske Motorvej lørdag aften. Foto: arkiv

- Det var et par dygtige betjente med en god hukommelse.

Sådan siger vagtchef Mikkel Kjærgaard fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

De dygtige betjente var to betjente fra Fyns Politi. Lørdag aften spottede de på Fynske Motorvej en bil, som var efterlyst i forbindelse med et røveri. Røveriet blev begået for et par dage siden mellem Slagelse og Ruds Vedby.

Bilen blev bragt til standsning og to personer blev anholdt. I samme forbindelse blev motorvejen spærret i østgående retning mellem motorvejskryds Odense og Tietgenbyen.

Der var mistanke om, at der var blevet smidt noget ud af et bilvindue og området blev afsøgt med hunde.

Om der blev fundet noget, vil Mikkel Kjærgaard ikke oplyse.

Detaljer tilbageholdes

Røveriet var et groft røveri, men politiet tilbageholder yderligere detaljer om røveriet.

Dog oplyser Mikkel Kjærgaard, at den ene af de to anholdte er løsladt, mens den anden fremstilles i grundlovsforhør.

Læs også Indsmugling?: Indsat kendte intet til flaske i snor