I det fynske folks tjeneste

Motorvejsdrab forbliver uopklaret: Naboer bekymrede

00:06

Motorvejsdrabet har for mange virket fuldstændig meningsløst og tilfældigt. Nu strander efterforskningen.

Sagen om betonklodsdrabet på motorvejen den 21. august forbliver uopklaret. Hos naboerne nær ulykkesstedet fylder drabet fortsat meget i bevidstheden.

En fem-årig tysk dreng mistede sin mor, da en 30 kilo tung betonklods blev kastet mod deres bil en morgen i august. Faren, der kørte bilen, ligger fortsat i koma. 

Læs også Politiet er strandet i opklaringen af betonklodsdrab

Sagen forbliver uopklaret trods dusør på 250.000 kroner og 600 henvendelser. Derfor fylder drabet stadig meget hos naboerne nær motorvejsbroen. Det, der bekymrer allermest, er sagens meningsløshed, mener Anja Thrysøe Emborg.

- Det er det, at det er så tilfældigt. Det er jo ikke noget, der er målrettet nogle bestemte, fortæller hun. 

Den tyske familie var på vej hjem fra ferie i Sverige, da den tunge betonklods satte et brat stopper for livet.

- Det kunne lige så godt have været mig. Det virker meningsløst, siger Anja Thryesøe Emborg.

Gerningsmanden er stadig på fri fod, og Fyns Politi er løbet tør for spor i sagen. Derfor lægges sagen på hylden med uopklarede sager. Dog håber vicepolitiinspektør Per Lydiksen Laursen ikke, at det betyder, at sagen for altid vil forblive uopklaret.

- Jeg tror stadigvæk på selve sagen, for uanset, hvem man taler med, bliver den bragt i spil, når man som politimand præsenterer sig. så borgerne derude er rigtig meget opmærksom på den her sag, fortæller han.

Ved du noget? Så send os et tip

FYN NU