I det fynske folks tjeneste

Motorvejsulykke: 59-årig mand risikerer at blive sigtet

En 59-årig mand var onsdag skyld i et større uheld, der lukkede E20 mellem Aarup og Ejby i mere end seks timer. Foto: Ole Holbech

Det kunne være endt katastrofalt, da en 59-årig mand parkerede sin bil på motorvejen onsdag formiddag. Tre køretøjer ramte sammen, og manden risikerer nu at blive sigtet for hændelsen.

Fynske Motorvej var onsdag lukket i mere end seks timer mellem afkørsel 56 Ejby og 55 Aarup efter en ulykke, der kunne være endt katastrofalt. En 59-årig mand risikerer at blive sigtet for ulykken, fortæller Fyns Politi til TV 2/FYN.

- Vores jurister skal vurdere om, og i så fald hvad, manden skal sigtes, for. Han kan risikere at blive sigtet for at standse på motorvejen, men jeg kan endnu ikke sige, hvad det ender med, fortæller vagtchef ved Fyns Politi Hans Frederiksen.

Vores jurister skal vurdere om, og i så fald hvad, manden skal sigtes, for. Han kan risikere at blive sigtet for at standse på motorvejen, men jeg kan endnu ikke sige, hvad det ender med.

Hans Frederiksen, Vagtchef ved Fyns Politi

Den 59-årige bilist parkerede kort efter klokken 11 sin bil på motorvejens ene vognbane for at hente en vinduesvisker, han havde tabt. 

Seks timers oprydning
Fyns Politi fortæller, at en minibus måtte bremse hårdt op for at undvige bilen. En bagvedkørende lastbil nåede ikke at bremse og ramte derfor minibussen. Forinden havde en personbil og endnu en lastbil nået at undvige den 59-åriges parkerede bil, og ulykken kunne derfor være endt meget værre.

Læs også Sammenstød på E20: Motorvejen nærmer sig genåbning

Kun chaufføren af minibussen blev kørt til Odense Universitetshospital med nakkesmerter, men skulle allerede torsdag være udskrevet, oplyser vagtchefen.

- Der skete heldigvis ikke noget alvorligt, siger han. 

Manden selv undgik at blive ramt. Kort efter påkørslen kom endnu en lastbil, der stødte ind i den første lastbil. Sammenstødet var så hårdt, at akslen på den sidste lastbil knækkede, hvorefter kvægfoder væltede på motorvejen.

Derfor tog oprydningen af ulykken mere end seks timer.

Ved du noget? Så send os et tip