Muhs afviser rødt forslag i Nyborg

En lokal aftale mellem Nyborg Kommune og dens lærere bliver ikke til noget.Torsdag foreslog rød blok en lokal arbejdstidsaftale i Nyborg, men nu får forslaget en kold skulder fra borgmesteren og hans støtter.

I Birkhovedskolens SFO er der skruet med for blusset i vinterferien, men i det politiske liv er der stadig gang i bålet.

Borgmester Kenneth Muhs (V) blev i sidste uge præsenteret for et forslag fra rød blok i byrådet, om at lave en lokal arbejdstidsaftale for lærerne.

- Jeg synes, at det stadigvæk må siges at være et mærkeligt forslag i den forstand, at det ikke tidligere har været på tale. Ej heller fra de partier, der nu foreslår det, siger borgmestweren.

Regeringen og Kommunernes Landsforening har tidligere advaret mod, at kommunerne laver den slags aftaler. Derfor opfatter Venstres folkeskoleordfører på Christiansborg også forslaget som politisk drilleri.

- Ministeren har selv været meget tydelig med at sige, at det er overflødig med de her aftaler, og derfor undrer det mig meget, at Socialdemokraterne i Nyborg synes, at de skal kaste sig ud i de her politiske drillerier som jeg opfatter det som, siger folkeskoleordfører Karen Ellemann.

Mere end drillerier

Men ifølge borgmesteren er det mere end politiske drillerier, og han frygter at forslaget gør mere skade end gavn ude på skolerne.

- Vi er meget langt i processen, og vi står rigtig tæt på et nyt skoleår og en ny skolereforms start. Det man er med til at gøre nu, det er i virkeligheden at bringe ny usikkerhed omkring det arbejde, der skal igangsættes, siger Kenneth Muhs.

Ud over, at tidspunktet ikke er velvalgt, har det heller ingen politisk gang på jord. Dansk Folkeparti, der sammen med Venstre udgør flertallet af byrådet i Nyborg, fejer nemlig forslaget af banen.

- Jeg tror det får en meget kort levetid. Jeg tror vi får en diskussion om det i byrådet, og så tror jeg forslaget vil falde. Det vil i hvert fald ikke få opbakning fra Dansk Folkeparti, siger partiets byrådsmedlem i Nyborg Carsten Kudsk.

- Vi spilder ikke tiden, når vi laver politisk debat, men jeg synes, det her er et forslag som jeg har svært ved at forstå, hvorfor vi skal bruge tid på nu, siger Kenneth Muhs.

Oversigt

    Oversigt