I det fynske folks tjeneste

Muhs: Vi er stadig bekymrede, men klar til opgaven

Nyborgs politikere har de seneste dage fremlagt bekymringer i forbindelse med et asylcenter i byen. Nu er det en realitet, og man er klar til at løse opgaven.

Nyborg Kommune fik beskeden om asylplanerne inden sidste weekend fra Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet - og skulle inden tirsdag behandle sagen og melde tilbage til ministeriet. Det gjorde byrådet - med en beskrivelse af poltikernes og borgernes bekymringer.

Søndag blev asylcenteret så en realitet.

- Vi står stadig ved de bekymringer, vi har udtalt - altså de bekymringer, der drejer sig om de mange mennesker, der kommer til byen, hvordan dagligdagen skal fungere - og hvad det betyder for adgangen til den nærliggende park, siger borgmester Kenneth Muhs (V) til TV 2/FYN.

- Men nu er det blevet besluttet, så vi går ind i det med den praktiske del af det. Vi kan jo ikke som kommune sætte os op mod loven, understreger borgmesteren og siger, at man har tænkt sig at løse situationen bedst muligt - både for borgerne og for de asylansøgere, der nu kommer til Nyborg.

Han er dog ikke klar over, hvorfor - og om antallet ender med præcis at havne på 500.

Et skøn lyder, at det nye asylcenter bringer op mod 25 nye fuldtidsstillinger med sig - plus en opnormering af byens daginstitutioner.

- Det er positivt, at det medfører en række nye arbejdspladser til byen - både direkte og inddirekte, siger Kenneth Muhs, der samtidig er positiv over for, at de tomme bygninger rundt omkring i landet nu bliver inddraget til formålet.

Ved du noget? Så send os et tip