Røg vækkede beboere: Mulig påsat brand efterforskes

Mulig påsat brand vækkede beboere i opgang i Vollsmose natten til onsdag.

Natten til onsdag fik nogle beboere i en lejlighedsejendom i den nordøstlige del af Odense sig noget af en overraskelse.

Opgangen på adressen Egeparken 152 i Vollsmose var fyldt med røg. 

- Vi fik anmeldelsen klokken tre om natten. Da vi kommer der ud, viser det sig, at røgen kommer fra kælderen i bygningen, fortæller Anders Furbo Therkelsen, der er vagtchef ved Fyns Politi. 

Aviser i kælderen

Nede i kælderen er der lidt ild i nogle aviser og blade, som så har udviklet sig til en del røg, der er kommet op i ejendommens opgang. 

Beredskab Fyn får hurtigt slukket den mindre brand i kælderen, mens Fyns Politi snakker med beboerne natten til onsdag. 

quote Men nu skal vi til at undersøge, hvad der lige gjorde, at der kunne opstå en mindre brand i nogle aviser og blade i en kælder

Anders Furbo Therkelsen, vagtchef ved Fyns Politi

- Der bliver luftet godt ud i opgangen, fortæller vagtchefen. 

Mulig påsættelse

Der er ikke kommet nogen til skade, og bygningen har heller ikke taget skade af hverken røg eller den mindre brand i kælderen. 

- Men nu skal vi til at undersøge, hvad der lige gjorde, at der kunne opstå en mindre brand i nogle aviser og blade i en kælder, siger Anders Furbo Therkelsen. 

Han regner dog med, at der er tale om en påsat brand, da intet tyder på andet. 

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Oversigt

    Oversigt