I det fynske folks tjeneste

Rygeforbud på vej: Munke Mose skal være røgfri

Politikerne i Odense skal drøfte et forslag om at forbyde rygning på flere udendørsområder i byen. Blandt andet Munke Mose og Odense Stadion.

Skal Munke Mose være røgfri? Det skal Sundhedsudvalget i Odense Kommune diskutere tirsdag.

Odense skal være røgfri i 2030, og nu er Sundhedsudvalget i Odense Kommune klar med næste skridt. Rygning skal fra 1. november være forbudt på en række udendørsarealer.

Hvis vi vil undgå, at de unge starter med at ryge, så er vi nødt til at sætte ind der, hvor der er risiko for, at de begynder at ryge

Brian Dybro (SF)

Rygeforbuddet gælder blandt andet legepladser, Kongens Have, Munke Mose, Eventyrhaven og Odense Stadion.

Derudover vil kommunen fremover også sige nej til arrangementer, der får økonomisk støtte fra tobaksindustrien. 

Det er oplægget fra Chefgruppen for Sundhed til Sundhedsudvalget, der skal mødes tirsdag eftermiddag for blandt andet at diskutere rygeforbud på flere offentlige steder i kommunen.

Læs også Røgfri by: Odense klar til forbud mod rygning på offentlige områder

- Selvfølgelig giver det nogle udfordringer, og det er klart, at når vi har en ambitiøs målsætning, så kræver det noget mod og noget handlekraft. Nogle ting er lettere at beslutte end andre, for eksempel legepladser tror jeg ligger ret lige til for alle, at de skal være røgfri, siger Kasper Ejlertsen (S), der er formand for Sundhedsudvalget.

Han bakkes op af SF'eren Brian Dybro, der har et klart mål med tiltagene.

- Jeg er meget positiv, for det her handler om, at vi skal have børn og unge til ikke at starte med at ryge. Det tror jeg, vi alle sammen synes er en god idé, siger Brian Dybro (SF).

Vision Røgfrit Odense

Byrådet i Odense vedtog i februar 2017 en vision for et røgfrit Odense i 2030. En vision der blandt andet indebærer, at Odense i 2025 skal have den første røgfrie generation.

Sundhedsudvalget har derfor vedtaget seks overordnede politiske tiltag for at kunne indfri visionen. Arbejdet med røgfrie matrikler og områder i byen er et af tiltagene.

00:30 Luk video

- Rygning er bare rigtig dårlig for folks sundhed, og vi har en ambition om, at vi vil have en røgfri generation i Odense i 2025 - og så er vi også nødt til at foretage nogle handlinger, som gør, at vi kan nå det mål, siger Brian Dybro, der udover at være medlem af Sundhedsudvalget er rådmand for Beskæftigelses- og Socialforvaltningen.

Han erkender, at der vil være udfordringer ved både at skulle indføre og håndhæve et rygeforbud i et stort område som Munke Mose, hvor mange mennesker slapper af og hygger sig.

- Der er altid udfordringer, når man går ind og laver rygeforbud. Men jeg tror, de fleste af os kan være enige om, at legepladser og andre steder med arrangementer for børn og unge, jamen der er det helt naturligt, at der skal det selvfølgelig være røgfrit, siger rådmanden og uddyber:

- Så er der alle de offentlige parker og andre arrangementer. Vi ved bare, at mange unge faktisk begynder at ryge, når de ser andre unge ryge eller er sammen med nogen, der ryger i hyggelige sammenhænge. Og hvis vi vil undgå, at de unge starter med at ryge, så er vi nødt til at sætte ind der, hvor der er risiko for, at de begynder at ryge, siger Brian Dybro.

Udvalgsformanden forudser også, at det kan blive vanskeligt at løse opgaven om rygeforbud i byens offentlige parker. Han håber, at fællesskabet kan være med til at løfte forbudet.

- Vi ønsker ikke et rygepoliti. Vi ønsker, at der er skiltning, at der er en hensyntagen, og at man på den måde sikrer de røgfri arealer i fællesskab, siger Kasper Ejlertsen. 

00:43 Luk video