Mus fanget på video: Løber rundt i forhallen på OUH

En mus er blevet fanget på video løbende rundt i forhallen på Odense Universitetshospital. OUH forsikrer, at de gør alt hvad de kan, for at forhindre skadedyr på sygehuset.

Sent tirsdag aften pilede en mus rundt i forhallen på Odense Universitetshospital. 

To mænd var ude og besøge en ven på sygehuset, da de efter besøget fik øje på det lille skadedyr. Musen løb langs væggen ved elevatorerne i sygehusets forhal lige ud for kantinen, der så sent om aftenen har lukket. 

quote Først var jeg lidt i chok over, at der fandtes sådan nogle små dyr på sygehuset.

Eslam H. Al-Asmar, telefonsælger i Odense

28-årige Eslam H. Al-Asmar, der bor i Odense, blev noget overrasket og forarget og optog opdagelsen. På videoen kan man se ham og hans ven prøve ihærdigt at indfange den lille mus. 

- Først var jeg lidt i chok over, at der fandtes sådan nogle små dyr på sygehuset, fortæller Eslam H. Al-Asmar til TV 2/Fyn og fortsætter:

- Så tænkte jeg bare: Det her det er ulækkert, klamt og uhygiejnisk. Hvis det var på en restaurant inde i byen, så havde man jo reageret med det samme. Så det håber jeg virkelig også, at de gør ude på sygehuset.  

quote Vi tager det meget alvorligt, når vi opdager, at der er kommet skadedyr ind i vores hus.

Jørgen Lindegaard, leder for Teknisk Sektion på Odense Universitetshospital

Efter en jagt på lidt mere end to minutter, hvor musen både var tæt på elevatorerne, der går op til de mange andre etager i den store sygehusbygning i Odense, og tæt på nogle siddepladser, der støder op til sygehusets kantine, lykkedes det de to venner at få fanget musen. 

De fanger musen i en af sygehusets mange skraldespande, der står i forhallen. På videoen kan man også se, at der i løbet af musejagten støder nogle flere mennesker til, hvor der deriblandt er noget personale. 

Eslam H. Al-Asmar fortæller til TV 2/Fyn, at der blev fastgjort en lap papir på skraldespanden med musen, hvorpå der stod, at den ikke måtte fjernes. Derefter tog ham og vennen hjem, da klokken var over midnat. 

Se hele musevideoen her under:

Eslam H. Al-Asmar filmede en mus pile rundt i forhallen på OUH.
Fotograf: Eslam H. Al-Asmar /privat

- Vi tager det meget alvorligt

Leder for Teknisk Sektion på Odense Universitetshospital, Jørgen Lindegaard, der står for reparation og vedligeholdelse af sygehusets bygninger, tager ikke let på det lille besøg af musen tirsdag aften. 

- Vi tager det meget alvorligt, når vi opdager, at der er kommet skadedyr ind i vores hus. Om det er mus, eller det er rotter eller fugle - det hører sig slet ikke til her inde. Så vi gør alle de tiltag, som vi kan for at lukke de huller, hvor de kan komme ind og fange dem, som vi kan fange ude langs med vores vægge, fortæller han til TV 2/Fyn. 

Han fortæller, at arbejdet med at finde hullet, hvor musen er kommet ind, og stoppe det til, går i gang i næste uge. 

OUH forsikrer, at de gør alt hvad de kan, for at forhindre skadedyr på sygehuset.
Fotograf: Mikkel Skov Svendsen

Mus skal helst ikke komme ind steder som Odense Universitetshospital, det fortæller Sten Jørgensen, der ejer Fyns Skadedyrsservice. 

quote Fordi det lige nøjagtig er på et sygehus, så kan der være noget smitterisiko med forskellige ting og sager.

Sten Jørgensen, ejer af Fyns Skadedyrsservice

- Fordi det lige nøjagtig er på et sygehus, så kan der være noget smitterisiko med forskellige ting og sager. Og den kan selvfølgelig gnave i kabler og sådan noget, siger Sten Jørgensen til TV 2/Fyn og fortsætter:

- Men det er nok svært helt at undgå, at der kommer mus ind med de automatiske døre. De løber jo ind med personerne, der går ud og ind.

Der kan være en smitterisiko ved, at en mus løber rundt på et sygehus.

Et sjældent musebesøg

Ifølge sektionslederen for OUH er det sjældent, at sygehuset får besøg af mus. Det er dog sket før, fortæller Jørgen Lindegaard til TV 2/Fyn. 

Han forsikrer dog patienter og pårørende om, at musen aldrig nogensinde ville kunne komme så langt ind på en afdeling eller så tæt på madvarer, at det ville blive farligt. 

- Umiddelbart er der ikke den store fare, fordi det jo ikke er værre, end at folk går rundt på gulvene. Men hvis de kommer op i madvarer, så er det jo meget alvorligt, siger han. 

Men hvis en elevatordør går op, og musen piler der ind, så kan den jo lige pludselig befinde sig på en afdeling?

- Ja. Det vil selvfølgelig teoretisk kunne ske, men der vil den heller ikke kunne komme til noget på en afdeling - og slet ikke inde på de sterile afdelinger, som vi har, der er fuldstændigt lukket, forsikrer Jørgen Lindegaard. 

Oversigt

    Oversigt