I det fynske folks tjeneste

Museer skal mærkes

Kulturministeriet er igang med at vurdere adgangsforholdene for handicappede på kulturinstitutioner og statsanerkendte museer. Målet er en mærkningsordning.

Mærkningsordningen er et led i regeringens handicappolitiske handlingsplan, Et samfund for alle.

Det fremgår af et svar fra kulturminister Marianne Jelved til folketingsmedlem Karina Adsbøl, Dansk Folkeparti.

Hun har gennem Folketingets Kulturudvalg rejst sagen efter TV 2/FYNs omtale af, at adgangsforholdene på Brandts i Jernbanegade (tidligere Fyens Kunstmuseum) forhindrer kørestolsbrugere i at komme ind.

Museet har undskyldt sig med, at bygningen er fredet, og at det bliver uforholdsmæssigt dyrt at skaffe adgang for handicappede.

Nu er der altså en mærkningsordning på vej, som kulturministeriet laver i samarbejde med foreningen God Adgang.

Samtidig bliver der anvist, hvad den enkelte institution kan gøre for at forbedre forholdene for handicappede, beretter kulturminister Marianne Jelved.

Men umiddelbart er der ikke penge på vej til de institutioner, der holder til i gamle, fredede bygninger som Brandts i Jernbanegade.

Ved du noget? Så send os et tip